Erhverv

Direktør stopper med øjeblikkelig virkning: Her er forklaringen

Nu skal tiden prioriteres anderledes - efter 14 år i jobbet takker Thisted Forsikrings direktør, Dennis René Petersen, af

Siden januar 2010 har Dennis René Petersen været adm. direktør for Thisted Forsikring. Nu er han efter eget ønske fratrådt som led i et generationsskifte, der er forberedt gennem to år, oplyser selskabet.
Siden januar 2010 har Dennis René Petersen været adm. direktør for Thisted Forsikring. Nu er han efter eget ønske fratrådt som led i et generationsskifte, der er forberedt gennem to år, oplyser selskabet. Foto: Bo Lehm

Opdateret kl. 15:36

- Tiden er kommet til at give nøglerne til "slægtsgården" videre for at prioritere mig selv, interesser og familien højere.

Sådan begrunder adm. direktør i Thisted Forsikring siden januar 2010, Dennis René Petersen, sin beslutning om efter eget ønske at træde tilbage fra den stilling, han har beklædt i nu snart 14 år.

I en pressemeddelelse fra Thisted Forsikring betegnes Dennis René Petersens fratræden, der sker med øjeblikkelig virkning, som et planlagt generationsskifte på direktørposten. Generationsskiftet har været planlagt over de seneste to år.

Ivan Christiansen, formand for Thisted Forsikrings bestyrelse, glæder sig over, at det planlagte generationsskifte er lykkedes, og at efterfølgerne er fundet.

- Vi har to dygtige og erfarne ledere, Brian Nielsen og Henrik Lavesen, som igennem årene har udviklet deres kompetencer, så de er absolut klar til at gribe stafetten, oplyser bestyrelsesformanden.

Brian Nielsen, 43 år, blev i 2002 ansat som elev i selskabet. I 2010 blev han skadechef og har i de sidste 4 år været forsikringsteknisk direktør og medlem af forretningsledelsen.

Henrik Lavesen, 56 år er revisionsuddannet og har efterfølgende arbejdet som økonomidirektør i den finansielle branche. Han har siden 2013 været økonomidirektør i Thisted Forsikring, hvor han også er en del af forretningsledelsen.

"Selskabets mand"

Da Dennis René Petersen tiltrådte i januar 2010 var opdraget at føre selskabet gennem en transformation med en ny strategi efter nogle svære år i forbindelse med finanskrisen i 2008, fremgår det af pressemeddelelsen.

- Dennis har spillet en afgørende rolle i den positive udvikling, som Thisted Forsikring har været inde i siden 2010. Der kan ikke herske tvivl om, at han har været selskabets mand og tilført selskabet stor værdi som adm. direktør. Han har gjort det særdeles godt og arbejdet utrætteligt på, sammen med de dygtige og loyale medarbejdere, at fremme selskabets udvikling og fremdrift, således selskabet i dag fremstår som et stærkt regionalt forsikringsselskab, siger Ivan Christiansen i pressemeddelelsen.

Sideløbende har han haft sigte på, at Thisted Forsikring som en betydelig virksomhed på Thy og Mors skal tage et samfundsmæssigt ansvar og være til gavn for lokalområdet og fællesskabet.

For Dennis René Petersen har det været et privilegie at stå i spidsen for Thisted Forsikring og de mange dygtige medarbejdere.

- Og i al beskedenhed, det vi ved fælles indsats, har opnået siden starten i 2010. Præmieindtægterne er mere end fordoblet til nu 500 mio. kr., og det økonomiske grundlag som selskabet hviler på, er øget betydeligt. I dag har Thisted Forsikring et ganske solidt fundament til at bygge fremtiden på, siger Dennis René Petersen, som i en periode vil bidrage til en glidende overgang som konsulent for bestyrelsen og den nye direktion.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden