Erhverv

Danish Agro overtager Himmerlands Grovvarer

50 ansatte får ny arbejdsgiver - hvis myndigheder godkender aftale

Himmerlands Grovvarer har blandt andet en stor afdeling på havnen i Aarhus. Arkivfoto
Himmerlands Grovvarer har blandt andet en stor afdeling på havnen i Aarhus. Arkivfoto

Opdateret kl. 15:15

HIMMERLAND: Grovvareselskaberne Himmerlands Grovvarer og Danish Agro har netop underskrevet en aftale, der betyder, at det jyske grovvarefirma sælges til Danish Agro koncernen.

De tre ejere bag Himmerlands Grovvarer, Søren Have, Knud Ring og Torben Frederiksen, glæder sig over aftalen.

- Himmerlands Grovvarer er en sund forretning med en stærk kundebase, og vi er stolte af de resultater, vi har skabt sammen med de jyske landmænd. Da vi fik henvendelsen fra Danish Agro følte vi, at tiden nu var rigtig til at overveje Himmerlands Grovvarers fremtid. Det har været vigtigt for os, at de kvaliteter, som selskabet står for, også kan tilbydes vores kunder fremover. Derfor har vi besluttet, at lade Himmerlands Grovvarer blive en del af Danish Agro koncernen nu. Vi deler de samme værdier, og Himmerlands Grovvarer vil som en del af Danish Agro koncernen kunne sikre et endnu stærkere tilbud til landmændene i Himmerland, siger Torben Frederiksen, direktør i Himmerlands Grovvarer.

Søren Have, Knud Ring og Torben Frederiksen har som en del af aftalen ønsket at trække sig fra selskabet og gå på pension, når aftalen er endeligt godkendt af konkurrencemyndighederne. Indtil da fortsætter de deres virke i Himmerlands Grovvarer.

Vi deler de samme værdier, og Himmerlands Grovvarer vil som en del af Danish Agro koncernen kunne sikre et endnu stærkere tilbud til landmændene i Himmerland, siger Torben Frederiksen. Arkivbillede

Det er planen, at Himmerlands Grovvarer bliver fusioneret ind i Danish Agro koncernen, og alle afdelinger, medarbejdere, mv. overgår til Danish Agro.

Koncernchef i Danish Agro koncernen, Henning Haahr, er yderst tilfreds med aftalen.

- Himmerlands Grovvarer er et stærkt selskab med dygtige medarbejdere. Vi deler kultur og værdier, og selskabets medarbejdere vil være en stærk tilføjelse til Danish Agro-familien. På samme måde vil Himmerlands Grovvarers afdelingsnet supplere Danish Agros afdelingsnet rigtig godt. Vi er glade for, at Himmerlands Grovvarer vil sælge til Danish Agro, og vi vil gøre vores for at føre selskabets værdier videre, siger Henning Haahr.

Himmerlands Grovvarer har 50 ansatte fordelt på fem afdelinger i Aars, Skals, Rostrup, Skalmstrup og Aarhus, og omsætter årligt i niveauet 700 mio. kr.

Aftalen er betinget af de danske konkurrencemyndigheder godkendelse.

Danish Agro koncernen Danish Agro Koncernen består af en række agroindustrielle selskaber i ind- og udland. Koncernen er hovedsageligt beskæftiget inden for salg af foderblandinger, råvare- og vitaminforblandinger, gødning, planteværn, såsæd og energi samt køb af afgrøder fra landbruget. Endvidere forhandler koncernen en række maskinbrands til landbruget samt driver en omfattende kæde af hobby- og fritidsforretninger. Danish Agro Koncernen beskæftiger ca. 5000 medarbejdere og vil i 2020 have en omsætning i niveauet 35 mia. kr.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden