Dansk kabelselskab indgår milliardkontrakt om forsyning af kobber
Danske NKT har styr på forsyningen af kobber til sin produktion helt frem til 2036, oplyser kabelkoncernen.
Opdateret kl. 11:38
Den danske kabelkoncern NKT har med en ny aftale fået styr på forsyningen af kobber et pænt stykke ud i fremtiden.
Det skriver NKT i en pressemeddelelse.
Selskabet anslår, at værdien af en ny kobberkontrakt, der løber fra 2028 til 2036, har en samlet værdi af seks milliarder euro. Det svarer til næsten 45 milliarder kroner.
NKT bruger kobber i produktionen af kabler.
Selskabet producerer blandt andet energikabler til vindmølleparker, byggeindustrien og transmissionsnetværk.
Aftalen er ifølge selskabet afgørende for, at det kan få afdækket sit voksende behov for kobber og dermed imødegå en høj efterspørgsel på kabler.
Det vil fortsat være den europæiske mine- og smeltevirksomhed KGHM, der skal levere kobber.
Claes Westerlind, der er topchef i NKT, kalder KGHM for "en mangeårig og betroet partner".
- Vores udvidede partnerskab med KGHM er et vigtigt skridt mod at sikre den langsigtede kobberforsyning, som understøtter vores evne til at levere pålidelige elkabel-løsninger til vores kunder.
- Ved at styrke dette samarbejde forstærker vi vores forsyningskædes robusthed, reducerer vores eksponering over for markedsudsving og sikrer et stabilt fundament for NKT's fortsatte vækst, siger han i meddelelsen.
Den aftalte mængde kobber svarer til produktionen af installationskabler, der kan nå rundt om Jorden 1000 gange, skriver NKT videre.
Det vil sige, at der er nok kobber til produktionen af omkring 40 millioner kilometers kabler.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.