Virksomhedsledelse

Dansk mester i samarbejde er fra Aalborg: - Tidligere var det nærmest en kampplads

Nordjysk virksomhed dansk mester i at samarbejde. Den rå tone, der havde rødder i værftstiden, er afløst af moderne samarbejdsmåder

Mads Andersen (tv) , næstformand for CO-industri og formand for 3F Industri overrakte prisen til Tina Uttrup Sørensen, tillidsrepræsentant for medlemmer af Teknisk Landsforbund, Nina Heidelbach, tillidsrepræsentant for medlemmer af HK Privat, og Søren Hjorth Krarup, direktør for Alfa Laval Aalborg.  Foto: Lars Horn

Mads Andersen (tv) , næstformand for CO-industri og formand for 3F Industri overrakte prisen til Tina Uttrup Sørensen, tillidsrepræsentant for medlemmer af Teknisk Landsforbund, Nina Heidelbach, tillidsrepræsentant for medlemmer af HK Privat, og Søren Hjorth Krarup, direktør for Alfa Laval Aalborg. Foto: Lars Horn

AALBORG:Den virksomhed i Danmark, der er bedst til at samarbejde, ligger i Nordjylland. I hvertfald gik CO-industris Samarbejdspris i år til Alfa Laval Aalborg A/S.

Samarbejdsprisen er CO-industris hyldest til det gode samarbejde mellem medarbejdere og ledelse. I år er det femte gang, prisen bliver uddelt.

- Alfa Laval Aalborg ved om nogen, hvad et godt samarbejde på arbejdspladsen betyder, for de har prøvet, hvad det vil sige, når samarbejdet ikke fungerer og samtale bliver svær. Derfor er det flot, at de sammen har besluttet sig for at vende udviklingen og nu er på vej i den rigtige retning, sagde Mads Andersen formand for 3F Industri og næstformand i CO-industri, i forbindelse med overrækkelsen.

Det var to af virksomhedens tillidsfolk, der havde indstillet deres arbejdsplads til prisen, nemlig Nina Heidelbach, der er tillidsrepræsentant for og Tina Uttrup Sørensen, der er tillidsrepræsentant for medlemmer af Teknisk Landsforbund.

- Vi har været med lige fra at Aalborg Industries blev til Alfa Laval, fortæller Tina Uttrup Sørensen.

- Tidligere havde vi mange konflikter i vores samarbejdsudvalg. Det var nærmest en kampplads, vi bevægede os ind på. Der var en masse ting, vi ikke kunne løse, og det gav en masse frustrationer.

Med med hjælp fra bl.a. CO-industri og Dansk Industris samarbejdskonsulenter i TekSam, lykkedes det at løsne op for situationen.

- I dag har vi tillid til hinanden, og når der er noget, ved vi, at vi kan gå til hinanden og få løst tingene, siger Tina Uttrup Sørensen.

- Vi ved, at der er åbenhed og ærlighed, om de ting der sker. Og skal der ske ændringer på virksomheden, er vi med fra starten. Selvfølgelig kan vi være uenige, men det er slet ikke de konflikter, som der var. Og hvis der er nogle trælse ting, har vi også en god dialog om det.

Også på ledelsessiden er der glæde over prisen.

- For mig har det betydning på flere planer, siger Søren Hjorth Krarup, der er adm. direktør i Alfa Laval Aalborg A/S

- Det er en anerkendelse af den rejse vi har været på sammen med vores tillidsfolk i forhold til at skabe et tættere samarbejder. Jeg er glad for, at der er nogen udefra, der kan se, at det er en fornuftig måde at drive en virksomhed. Derudover er det en del af det, vi gerne vil stå for. Både for de medarbejdere vi har i dag, og dem vi får fremover. At vi er en arbejdsplads, hvor vi vægter samarbejde højt og er fælles om de mål, vi sætter os.

Søren Hjorth Krarup har været i virksomheden i otte år, og dengang han begyndte var der en lidt anden tone, som stadig bar præget af den gamle værftskultur, som virksomheden har sine rødder i.

- Dengang havde man ikke nødvendigvis samfaldende interesser mellem arbejdstager og arbejdsgiver. Men vi var nødt til at kigge på, hvordan vi sammen kunne skabe en god arbejdsplads. Derfor tog vi fat på det, og i dag arbejder vi mere ud fra et tillidsforhold end et modsætningsforhold.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst