Dansk rejsebureau overtager konkursboet efter omstridt selskab
Der er åbnet for salg i det nye selskab, men indtil videre uden fly fra Aalborg
NORDJYLLAND: Rejseselskabet Detur, der blandt andet har fløjet chartergæster fra Aalborg Lufthavn til varmere himmelstrøg, kom i efteråret i vælten.
Efterfølgende gik selskabet konkurs, men nu er der fundet en ny ejer.
Det er det danske selskab Aventura Rejser, med hovedsæde i Herning, der har overtaget stumperne fra Detur. Det oplyser rejsebureauet i en pressemeddelelse.
Aventura Rejser har eksisteret i tre år, og er etableret af tidligere ejere og ledere fra Bravo Tours i Danmark.
Kunder måtte selv betale
Detur var for få år siden Danmarks sjettestørste rejseselskab, men det endte i efteråret i kaos, da økonomiske problemer gjorde, at chartergæster, der sad i Alanya i Tyrkiet selv måtte betale for deres hotelværelser, selvom de skulle være betalt igennem deres rejse, samt gæster, der skulle af sted med selskabet, men ikke kunne få nogen besked fra Detur om, hvad der foregik.
Det er navnet som Aventura Rejser har overtaget af konkursboet efter Detur. Derfor skal tidligere kunder, der mener, at have penge tilbage hos Detur henvende sig hos kurator i konkursboet, da Aventura Rejser ikke har ansvar for rejser og udgifter før 3. januar.
Ingen afgange fra Aalborg Lufthavn
Aventura Rejser oplyser, at opstartssalget går i gang den 3. januar, men indtil videre er der ingen rejser fra Aalborg Lufthavn.
- Vi er specialister i pakkerejser og kan tilbyde nogle af de mest populære hoteller i blandt andet Tyrkiet, på Kreta og Rhodos. Hovedparten af rejserne er med direkte fly fra Kastrup, Billund og Aalborg. Og allerede nu kan vi garantere, at vi vil introducere flere destinationer snarest, siger Torben K. Simonsen, direktør i Aventura Rejser i pressemeddelelsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.