Omstridt rejseselskab konkurs - alle kunder fik aflyst deres ferier
Nu har rejseselskabet Detur indgivet konkursbegæring efter flere måneders uro
Opdateret kl. 12:48
NORDJYLLAND: For få år siden var det Danmarks sjettestørste rejseselskab. Nu er flere måneder med kaos og kunder i vildrede endt i en konkursbegæring.
Rejseselskabet Detur, der blandt andet har fløjet chartergæster fra Aalborg Lufthavn til varmere himmelstrøg, oplyser på sin hjemmeside, at man har indgivet konkursbegæring.
Ifølge selskabet er det ”ikke længere meningsfuldt at fortsætte indsatsen med omlægning, rekapitalisering eller alternativt salg” af Detur. Derfor har ledelsen givet fortabt.
- Det har været tungt og vanskeligt at blive tvunget til at træffe denne beslutning, skriver Detur blandt andet.
Udover den danske del af Detur er også rejseselskabets afdelinger i Sverige, Norge og Finland begæret konkurs.
Redningen lykkedes ikke
For få uger siden kunne Nordjyske fortælle historien om chartergæster, der sad i Alanya i Tyrkiet og selv måtte betale for deres hotelværelser, selvom de skulle være betalt af deres pakkerejse, samt gæster, der skulle af sted i den nærmeste fremtid, men ikke kunne få nogen besked fra Detur om, hvad der foregår.
Dengang oplyste Detur, at det ville standse alle sine aktiviteter resten af året og efterfølgende revidere driften i håbet om at få tilført ny kapital.
Men redningsaktionen lykkedes altså ikke.
På den danske hjemmeside skriver Detur, at de rejsende, som har fået aflyst deres ferie, kan få pengene tilbage, men skal forvente, at det kan tage op til seks måneder.
- Vi beklager virkelig de problemer, dette vil forårsage. Ikke kun for de kunder, der har booket sig ind på en længe ventet soltur, men også alle vores medarbejdere, der har arbejdet så hårdt for Detur, og som nu går en usikker fremtid i møde, skriver selskabet.
Hvad skal kunderne gøre?
Detur henviser til mulig refusion gennem den svenske rejsegarantiordning Kammarkollegiet, som Detur Denmark ApS tilsluttede sig tilbage i juni sidste år.
Samme henvisning giver Rejsegarantifonden.
- Så vidt vi er orienteret, er Detur Denmark ApS ikke blevet erklæret konkurs endnu. Hvis det sker, skal pakkerejsekunder, der har købt rejsen efter den 4. juni 2021, kontakte den svenske rejsegarantiordning Kammarkollegiet. Kunder, der har købt rejsen den 4. juni 2021 eller tidligere, skal kontakte Rejsegarantifonden i Danmark, lyder det.
Kunder, der kun har købt flybillet, kan i tilfælde af konkurs kontakte Rejsegarantifonden. En flybillet alene kan på visse betingelser være omfattet af fondens dækning, og det er ikke en betingelse, at udbyderen har stillet garanti for konkurs i Danmark.
Det er blandt andet manglende rejselyst og stigende brændstofpriser, som ifølge Detur har tvunget selskabet ud i en konkursbegæring.
- Vejen tilbage for rejsebranchen har vist sig længere og sværere end forventet. Markedet for solrejser er ikke i bedring som tidligere vurderet, står der på selskabets danske hjemmeside.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.