Erhverv

Dansk sprogmodel vil tage kampen op mod techgiganterne

Onsdag er en ny AI-assistent kommet til verden, som er specialist i dansk sprog og danske forhold.

Store teknologiselskaber som Microsoft, Google og OpenAI kæmper om at udvikle den hurtigste og dygtigste AI-assistent.

Men danske Ordbogen A/S vil også være med, og onsdag har selskabet lanceret en dansk en af slagsen på internetadressen chat.dk.

Modellen bygger på såkaldte open source-modeller, men er derudover trænet og tilpasset danske forhold.

Derfor er administrerende direktør Peter Revsbech sikker på, at den både nu og på sigt vil kunne måle sig med udenlandske konkurrenter.

- Vi vil være bedst på dansk, og når vi måler os med de andre modeller, så ligger vi ret godt til.

- Og vi vil løbende øge vores forspring til de andre, fordi vi udelukkende fokuserer på at fintune den til danske forhold.

- Det er der ingen af de andre, der gør, fordi dansk er så lille et sprogområde, siger Peter Revsbech.

Han fremhæver også datasikkerheden i Ordbogens setup. Selskabet driver selv det danske datacenter, som håndterer de data, der sendes frem og tilbage, og derfor garanterer Peter Revsbech, at de ikke bliver delt med andre.

Professor i cybersikkerhed Jens Myrup Pedersen fra Aalborg Universitet tillægger det stor betydning, at sprogmodellen er dansk, både hvad angår ejerskab og den fysiske placering af data.

- Det giver en større grad af regulatorisk sikkerhed, at data behandles og lagres i Danmark, og det er vigtigt i en verden, hvor rammevilkårene for data ændrer sig hurtigt, siger han i en pressemeddelelse.

Chat.dk, der også kan downloades som app til telefonen, henvender sig til både børn, unge og voksne i Danmark, og der er gratis adgang.

Hvis virksomheder, kommuner eller andre offentlige institutioner vil bruge AI-assistenten professionelt, er der mulighed for at købe adgang til direkte datakald til serveren.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden