Erhverv

Dansk virksomhed sigtet for planlagt produktsalg i Rusland

Dansk virksomhed er sigtet for indirekte at ville sælge produkter i Rusland, viser aktindsigt fra Berlingske.


Opdateret kl. 00:28

De to øverste direktører i en dansk virksomhed, der omtales som værende i milliardklassen, er sigtet for at have planlagt indirekte at sælge produkter til militært brug i Rusland i strid med sanktionerne mod landet.

Det fremgår af retsdokumenter, som Berlingske har fået indsigt i.

Også firmaet er sigtet i sagen. Både virksomheden og de to direktører er omfattet af et navneforbud. Dermed kan avisen ikke bruge detaljerede beskrivelser i omtalen af virksomheden.

Ifølge avisen producerer virksomheden tekniske komponenter, som kan anvendes i russisk krigsmateriel.

Advokat Nicholas Rømer repræsenterer den ene sigtede og milliardfirmaet. Han har ikke ønsket at udtale sig til Berlingske.

De to direktører og milliardfirmaet blev sigtet, efter at politiet i en koordineret aktion slog til mod flere adresser i december 2023.

Ifølge sigtelsen har virksomheden og direktørerne brudt loven ved at foretage "handlinger til forberedelse af selskabskonstruktion i Kina med henblik på indirekte salg, levering og eksport af produkter til virksomheden, der i Rusland blandt andet producerer produkter til militært brug".

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har over for avisen afvist at kommentere verserende sager.

Berlingske skriver videre, at Københavns Byret i forbindelse med efterforskningen gav NSK lov til at aflytte de to topchefers telefoner.

EU-landene er blevet enige om at indføre sanktioner over for Rusland, efter at landet invaderede Ukraine i februar 2022.

Det er i sig selv ikke ulovligt at sælge de sanktionspålagte varer til Ruslands nabolande som for eksempel Kina.

Men det er ulovligt, hvis varerne efterfølgende skal sælges videre til Rusland.

I juli afslørede DR, at den danske malekoncern Flüggers produkter aktivt markedsføres i flere russiske byer, og at Flügger-maling kunne købes online og fysisk i butikker overalt i Rusland.

Efterfølgende oplyste NSK til DR, at et dansk selskab i København blev efterforsket af politiet for potentielt at omgå sanktioner mod Rusland.

Tre adresser blev ransaget, og der blev foretaget anholdelse af to personer, som blev løsladt efter afhøring.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden