Danske Bank forventer flere arbejdsløse næste år

Danske Bank ser nu kun dansk økonomi vokse med 0,7 procent i 2023 mod 1,3 procent i den forrige prognose.

Danske Bank tror, at den høje inflation vil øge arbejdsløsheden og føre til faldende huspriser i Danmark. (Arkivfoto). <i>Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters</i>

Danske Bank tror, at den høje inflation vil øge arbejdsløsheden og føre til faldende huspriser i Danmark. (Arkivfoto). Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters

Dansk økonomi har udsigt til en kraftigere opbremsning end ventet, når vi kommer ind i 2023.

Det vurderer Danske Bank, der tirsdag har udsendt en ny analyse af dansk økonomi.

Hvor bankens økonomer for tre måneder siden mente, at vi i 2023 ville opnå en vækst på 1,3 procent, lyder vurderingen nu på 0,7 procent.

Hovedårsagen er, at inflationen i mellemtiden er vokset fra 5,4 til 7,4 procent. Det svækker købekraften, medfører højere renter og mindre forbrug.

- Inflation er det helt store tema i økonomien lige nu, ikke kun i Danmark.

- Det er et symptom på, at der er for meget efterspørgsel, og produktionen kan ikke følge med. Den eneste løsning på det er at få opsuget noget købekraft, og den proces er selvfølgelig ikke så rar, siger cheføkonomen.

Hans vurdering er, at økonomien vil bremse så meget op, at vi for første gang i lang tid også vil se stigende ledighed.

Helt konkret forudser Danske Bank, at ledigheden stiger fra 2,5 procent til 2,7 procent.

- Det er trods alt ikke meget, og man skal huske på, at ledigheden er ved at være så lav, som den næsten kan blive.

- Det er nok ikke realistisk, at det kan fortsætte over længere tid. Sidste gang, det skete, endte vi med en finanskrise, siger Las Olsen.

Helt så galt forventer han dog ikke, at det går denne gang, ikke mindst fordi den gennemsnitlige dansker er godt rustet til et tilbageslag i økonomien.

- I modsætning til finanskrisen opfører vi os mere fornuftigt nu. Dengang brugte vi 12 procent mere, end vi fik udbetalt, og sådan er det ikke i dag.

- Men derfor er det alligevel en god idé at sikre sig, at man har noget luft i sin økonomi til de rente- og prisstigninger, som vi må forvente, siger han.

Danske Bank forventer, at de højere renter også vil slå igennem på huspriserne.

De vil ifølge prognosen i gennemsnit vil falde med syv procent fra det nuværende niveau - og mest i de områder, hvor man har set de største stigninger de senere år.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden