Danskerne lægger rekordmange timer i deres arbejde

Fra tredje til fjerde kvartal 2021 steg antallet af præsterede arbejdstimer til det højeste nogensinde.

Både på arbejdspladsen og derhjemme er der blevet arbejdet mange timer i fjerde kvartal 2021. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Både på arbejdspladsen og derhjemme er der blevet arbejdet mange timer i fjerde kvartal 2021. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der er aldrig blevet arbejdet så mange timer, som det var tilfældet i de sidste tre måneder af 2021.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der i fjerde kvartal af 2021 blev arbejdet i mere end en milliard timer.

Det var en stigning på en procent i forhold til tredje kvartal af 2021. Samtidig var det det højeste antal præsterede arbejdstimer nogensinde.

En forklaring på rekorden er, at beskæftigelsen i øjeblikket er rekordhøj. Det vil sige, at der også er flere personer til at trække antallet af arbejdstimer op.

Ifølge Danmarks Statistik var der i fjerde kvartal 2021 i gennemsnit mere end tre millioner beskæftigede. Det var 1,2 procent flere end kvartalet før.

Cheføkonom Sofie Holme Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd konstaterer, at det ikke kun er beskæftigelsen i hoveder, der slår rekorder gang på gang. Det gør også beskæftigelsen målt på timer.

- Antallet af præsterede timer er steget mere end beskæftigelsen i hoveder siden fjerde kvartal 2019.

- Det tyder på, at medarbejderne er villige til at give den en ekstra skalle, når virksomhederne har brug for det, siger Sofie Holme Andersen.

I Dansk Industri er vicedirektør Steen Nielsen overrasket over, at der er blevet arbejdet så meget, med tanke på at dele af dansk erhvervsliv i december 2021 blev ramt af en delvis nedlukning.

Men det bekræfter blot, at der er fuld gang i arbejdsmarkedet, siger han.

- Det understreger, at virksomhederne stadig har store udfordringer med at skaffe nok kvalificerede medarbejdere.

- Det er en stor udfordring, at mange virksomheder siger nej til ordrer, fordi de ikke kan skaffe medarbejdere nok, siger Steen Nielsen.

Der er også en risiko for, at manglen på arbejdskraft får arbejdsmarkedet til at gå fra brandvarmt til at koge mener, mener seniorøkonom i Dansk Erhverv Kristian Skriver.

- Derfor er det nødvendigt, at der fra politisk side kommer tiltag på bordet, der øger udbuddet af arbejdskraft.

- Her og nu kan man for eksempel forbedre mulighederne for at rekruttere arbejdskraft fra lande udenfor EU.

- Det er et effektivt tiltag, der hurtigt vil komme til gavn for de danske virksomheder, siger Kristian Skriver.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden