personlig indkomst

Danskernes indkomstvækst har sat rekord under corona

Stigende inflation risikerer at give et fald i danskernes realindkomst, vurderer cheføkonom fra Dansk Erhverv.

De danske indkomster er steget med 2,9 procent i 2021, når der korrigeres for prisudviklingen. (Arkivfoto).
De danske indkomster er steget med 2,9 procent i 2021, når der korrigeres for prisudviklingen. (Arkivfoto). Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 09:55

Udbetalingen af indefrosne feriepenge var i 2021 med til at sende de danske indkomster op.

Selv hvis man ser bort fra udbetalingen af feriepengene, så steg indkomsterne med 2,9 procent i 2021, når der korrigeres for prisudviklingen.

Det er den største indkomstvækst, der er registreret, siden Danmarks Statistik begyndte at følge udviklingen i 2012.

I Dansk Erhverv siger cheføkonom Tore Stramer, at den store indkomstvækst skal ses i lyset af, at væksten i dansk økonomi var flyvende i 2021.

Alene beskæftigelsen steg i 2021 med hele 94.900 personer. Det svarede til en fremgang på 3,1 procent.

- Rigtig mange danskere har fået foden ind på arbejdsmarkedet, og mange har oplevet en markant fremgang i deres lønindkomst under coronakrisen, siger Tore Stramer.

Vendes blikket mod 2022, så vurderer Dansk Erhvervs cheføkonom imidlertid, at der er udsigt til et fald i danskernes realindkomst.

Realindkomsten dækker over købekraften - altså hvad man reelt kan købe for sine penge.

Vurderingen hænger alene sammen med, at inflationen er drønet kraftigt i vejret.

Bare i marts 2022 har forbrugerpriserne været 5,4 procent højere end et år tidligere. Den slags stigninger er ikke set siden midten af 80'erne.

- Det er naturligvis ærgerligt og vil presse husholdningsbudgettet i flere danske familier i år, siger Tore Stramer.

Han bemærker dog også, at den stigende inflation kommer efter nogle år med ekstraordinær høj indkomstvækst.

Dertil har danskerne generelt øget deres opsparinger igennem perioden med corona - blandt andet fordi det i mindre grad har været muligt at rejse.

- De fleste danskere har dermed også et meget stærkt privatøkonomisk udgangspunkt til at kunne håndtere en periode med ekstraordinært høj inflation, siger Tore Stramer.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden