Købte konkursramt Aalborg-firma og er nu selv kollapset
Først var der tale om en rekonstruktion i forsøget på at redde virksomheden - nu er den gået konkurs
Opdateret kl. 15:06
Virksomheden er nu nummer to i rækken, der er gået konkurs på samme adresse indenfor kort tid.
I 2021 gik den aalborgensiske elinstallør Thomsen & Fals konkurs med 80 ansatte på Lundeborgvej i Aalborg Øst.
Resterne blev overtaget af teknikentreprenøren Brøndum A/S, som nu er gået konkurs samme sted med - ifølge virksomhedsregistret CVR - cirka 30 ansatte.
Brøndum, der har hovedsæde i Viborg og en afdeling i blandt andet Aalborg, måtte tidligere på måneden indgive anmodning om rekonstruktion til skifteretten. Årsagen til de økonomiske problemer var især netop opkøbet af Thomsen & Fals tilbage i juli 2021.
Et køb, som har kostet Brøndum millioner af kroner, er blevet stemplet som "fejlslagent" og udløst en fyreseddel til den administrerende direktør.
Har forsøgt i to uger
I en periode på to uger har Brøndum forsøgt en rekonstruktion. Men fredag måtte ejerne, Brøndum-familien, indgive en konkursanmodning.
Nu skal kurator, advokat Henrik Steen Jensen, se på, om det kan lade sig gøre at redde dele af selskabet - herunder også Aalborg-afdelingen.
- Det er uvist, om der bliver en form for virksomhedsoverdragelse, siger han til Nordjyske.
Dermed er det for de ansatte fortsat uvist, om afdelingen i Aalborg overdrages eller delvist opkøbes.
Brøndum A/S er den eneste af virksomhederne under Brøndum-koncernen, der endnu ikke er reddet efter et konkursdekret i fredags.
Under Brøndum-koncernen blev to andre selskaber reddet: Brøndum Stål ApS og Brøndum Grønland A/S.
Familien skyder penge i
Det er familien bag Brøndum, der har skudt et større millionbeløb ind i et nyt selskab, der overtager de sunde dele af Brøndum-koncernen. Det drejer sig blandt andet om Brøndum Grønland, som Frank Brøndum etablerede for 41 år siden
Brøndum Stål er blevet virksomhedsoverdraget.
- Hele aktiviteten er solgt, og alle medarbejdere er overdraget, siger kurator Henrik Steen Jensen.
Hvad angår Brøndum Grønland kører virksomheden videre i sin helhed.
- Her er det selve selskabet, der er solgt, så det fortsætter uændret. Det er aktierne, der er blevet solgt, så alt følger med, forklarer Henrik Steen Jensen.