Farvel til slagteriet: Øl og følelsesladet afsked
Kim Thomsen har arbejdet halvdelen af sit liv hos Danish Crown. Han fik torsdag at vide, at det var slut

I en trist anledning var en flok medarbejdere fra slagteriet samlet på havnen i Sæby, hvor de fik sig en øl - eller to. Foto: Torben Hansen
NORDJYLLAND:En klassisk forårsdag i Sæby. Solen skinner og havnen summer af liv. Hjemme hos familien Thomsen står familiehunden Balder og gør ud ad vinduet. Om et par uger skal familien fejre den yngste søns konfirmation.
Men i dag er ikke en helt almindelig dag i Sæby. Kort tid forinden har Kim Thomsen måttet foretage et følelsesladet opkald til sin kone og fortælle hende, at hans tid på slagteriet slutter.
Danish Crown meldte torsdag ud, at slagteriet i Sæby lukker. Det efterlader 800 medarbejdere uden job.
- Hun tog det nu roligt. Hun sagde, at vi må finde ud af det. Det er sådan, de fleste ægtefæller formentlig har taget imod dem, når de har fået det af vide. Det, der rammer mig mest, er, at vi jo også har nogle dernede, hvor begge ægtefæller er på fabrikken. Det er meget, meget trist, fortæller en tydelig berørt Kim Thomsen.

Kim Thomsen håber på, at hans netværk kan hjælpe ham i et nyt job. Han er klar på det hele, fortæller han. Foto: Torben Hansen
I 23 år har han betrådt gangene hos Danish Crown i Sæby. I første omgang i slagtergården og senere som arbejdsmiljørepræsentant.
Beslutningen fra Danish Crown om at lukke slagteriet i Sæby bunder i, at antallet af grise på ugebasis er faldet med 10 procent de seneste år.
- Jeg er ikke vred på min arbejdsplads, men jeg er ked af det. Jeg er uforstående overfor beslutningen om at lukke afdelingen heroppe, hvor vi har arbejdskraften i nærområdet. På afdelingerne længere nede i landet har medarbejderne lang transporttid og bliver hentet langvejs fra. Det må være en ustabil arbejdskraft, siger Kim Thomsen.
Det er Danish Crowns håb, at der er medarbejdere fra slagteriet i Sæby, som vil lade sig flytte til slagterierne i Horsens, Ringsted og Blans ved Sønderborg. Her skal de ansætte 450 nye medarbejdere det næste halve år.
Det er ikke en mulighed for Kim Thomsen.
- Personligt er det ikke en mulighed for mig på grund af min familie. Der er simpelthen for lang transporttid.
Derfor håber han nu at finde et andet job - formentlig i en helt anden branche, selvom han kommer til at savne sin tid hos slagteriet. Især jargonen.
-Det der gode kollegaskab, det bliver jo noget af det sværeste at komme til at undvære. Også sproget som vi har sammen. Det kan ikke undgås, at det giver en speciel stemning at arbejde på et slagteri - og det er både positivt og negativt, men klart mest positivt, fortæller Kim Thomsen.

På havnen i Sæby er medarbejdere fra slagteriet i Sæby samlet for at sige farvel til hinanden - og deres job. Foto: Torben Hansen
En øl og et følelsesladet farvel
På havnen i Sæby har en lille del af medarbejderne samlet sig oven på den tunge nyhed, de fik overleveret i morges.
Her mødte de ind til en helt almindelig dag, men i løbet af formiddagen blev samtlige medarbejdere kaldt ind til et møde.
- Så havde man ikke lyst til at arbejde mere, fortæller 22-årige Emil Pedersen.

22-årige Emil Pedersen har arbejdet hos Danish Crown i fem år. Det var hans første rigtige arbejde - et arbejde, som han formentlig havde forsat på hele sit liv, fortæller han. Foto: Torben Hansen
- Jeg er sateme godt nok skuffet. Det er fucking nederen. Ja, jeg er sur, fortæller 47-årige Lars Pedersen, som er i fjern familie til Emil Pedersen.
Sammen med slagteriets andre medarbejdere har de nedlagt arbejdet i dag og sat kursen mod havnen i Sæby, hvor en mindre gruppe mødtes for at drikke en øl - eller to.
- Nu går jeg formentlig en fire-fem måneder på dagpenge og tager en slapper. Nu har jeg været hos slagteriet i 17 år. Jeg har brug for en pause, fortæller Lars Pedersen.

Lars Pedersen er dybt skuffet over beslutningen om at lukke slagteriet i Sæby. Foto: Torben Hansen
De skal ifølge planen møde ind til en almindelig arbejdsdag i morgen. Det daglige arbejde på slagteriet fortsætter umiddelbart til uge 29 sideløbende med forhandlingerne om mulighederne for at redde arbejdspladser.
- Jeg har mest af alt lyst til bare at gå hjem igen i morgen. Jeg har ikke lyst til at arbejde. Så jeg håber fandeme på, at vi går hjem igen i morgen, fortæller Lars Pedersen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.