Vigeur har fanget Allan Andreasen på et Teams-opkald direkte fra Ukraine, hvor han har indvilliget i at fortælle om sine erfaringer med at lede mennesker i krise. Så de næste fire onsdage vil vi bringe artikler om de erfaringer og tanker, han har gjort sig de seneste uger.

’’Uge 11 – Mandag d. 9-05-2022: Tirsdag aften var vi ude og gå med Hugo, da luftalarmen lød for anden gang den dag. Vi var begyndt at tage luftalarmerne lidt mere afslappet igen. Vi vendte dog om, men tog en lille omvej på vej hjem. Vi spiste aftensmad og havde lige ramt sofaen, da eksplosionerne ramte meget tæt på. Aldrig har jeg flyttet mig så hurtigt.

Vinduerne skælvede og min bilalarm startede - begge grundet lufttrykket. Ud ad det ene vindue kunne vi se røg i det fjerne ind over Lviv, og ud ad det modsatte vindue kunne vi se tyk røg kun nogle få hundrede meter væk.

Det er ingen hemmelighed, at mit hjerte bankede ekstra hurtigt, og imens, vi forsøgte at finde ud af, hvad der var sket, indfandt der sig en følelse af frustration og magtesløshed. Frustration over ikke at kunne se meningen og magtesløsheden over ikke at kunne gøre mere. Samtidig blev hadet forstærket.’’

Sådan skriver nordjyske Allan Andreasen i sin seneste opdatering på LinkedIn, hvor han ugentligt rapporterer om sin hverdag i den ukrainske by Lviv. Her bor han med konen Iryna og hunden Hugo.

Han er CEO i softwarevirksomheden A2 Software ApS, og han har 10 ukrainske medarbejdere, der næsten alle sammen er mænd i alderen 18-60 år, og derfor har forbud mod at forlade landet.

På få uger har Allan Andreasen lært at lede mennesker i krise. På den hårde måde.