Tversted

Derfor bliver du mødt af en lukket låge hos populært ishus

Gammeldags is med guf er en vare, mange har et varmt forhold til

Gammeldags is med guf - og det skal være den rigtige ... 
Gammeldags is med guf - og det skal være den rigtige ...  Arkivfoto: Niels Helver

Opdateret kl. 17:47

TVERSTED: For nogen har det været grænsende til traumatisk at opdage, at lugen har været lukket på Det Blå Ishus eller Det Grå Ishus i Tversted. Ikke mindst i disse varme tider.

Men de har ikke lukket samtidigt - og forklaringen er ganske simpel.

- Udenfor højsæsonen deles Ole Pedersen fra Det Grå Ishus og jeg om ugens første dage, forklarer Søren From, der har Det Blå Ishus.

Søren From glæder sig over aftalen mellem de to ishuse. Foto: Bente Poder

- Vi deles om måske 2500 kroner i omsætning på en tirsdag i maj, og så er det jo nærmest håbløst at holde åbent. Derfor har vi delt nogle af ugens dage mellem os. I stedet for at bekrige hinanden, så hjælper vi hinanden, siger Søren From.

Han fortæller, at han da har oplevet på lukkedage, hvor de bragte varer ind eller gjorde rent i Det Blå Ishus, at kunder har brokket sig over, at der ikke var åbent.

- Men når jeg så har vist dem køen ved Det Grå Ishus og forklaret hvorfor, så kan folk godt forstå det, fortæller han og påpeger, at der i gamle dage også kun var et ishus i Tversted.

Snart alle dage

Således skiftes de to ishuse, der ligger med 50 meters mellemrum, om mandag-torsdag, mens begge ishuse har åbent fredag, lørdag og søndag. 

De to ishuse ligger med 50 meters afstand. Foto: Lars Pauli

- Og det er kun en uge mere, fra næste uge har vi begge åbent alle dage, fortæller Søren From, der i øvrigt kalder det en fornøjelse at være ismand i disse dage.

De to ishuse hjælper i det hele taget hinanden, hvis for eksempel det ene hus bliver ramt af sygdom, så må man gerne ringe og spørge medarbejderne hos det andet ishus, om de har mulighed for at tage en vagt.

Allerede i efteråret begyndte de to at deles om åbningsdagene, men det har først været i dette forår, at dagene har været skemalagte. Efter højsæsonen er aftalen at de to ishuse igen deles om iskagen, men det er endnu ikke fastsat hvornår.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden