Det Nordjyske Mediehus overgår resultatforventning
Regnskabsåret 2020 bar præg af fortsat digital transformation for Det Nordjyske Mediehus
Opdateret 26. marts 2021 kl. 12:41
NORDJYLLAND: - Det Nordjyske Mediehus skabte i 2020 et overskud før skat på 17,2 millioner kroner. Omsætningen blev på 666 millioner kroner og faldt med 12 procent i forhold til 2019. Koncernens driftsresultat endte på 43,5 millioner kroner, hvilket er bedre end forventet, siger Morten Vinther Jensen, der er administrerende direktør i Det Nordjyske Mediehus.
Udvalgte tal fra årsregnskabet (mio. kr.) (2019-tal i parentes):
Omsætning: 666 (756)
Resultat før afskrivninger (ebitda): 43,5 (32,7)
Primær drift (ebit): 11,7 (13,5)
Resultat af finansielle poster: 5,5 (11,3)
Resultat efter skat: 10,2 (15,8)
Egenkapital: 254,2 (245,1)
Balance: 554,9 (528,2)
Antal ansatte: 634 (727)
Det Nordjyske Mediehus ser fortsat en markedstrend væk fra printpublikationer henimod digitale udgivelser.
Som en naturlig konsekvens af denne udvikling har mediehuset gennemført nødvendige personaletilpasninger og outsourcet aktiviteter, som ikke længere er kerneaktiviteter.
Eksempelvis besluttede Det Nordjyske Mediehus i 2020 at frasælge trykkeriaktiviteten for at sikre sig en langsigtet løsning med øje for variabilitet.
- Det Nordjyske Mediehus’ strategiske ambition er fortsat at nå ud til nye målgrupper, som er kendetegnet ved mere digital brugeradfærd, hvor de stiller høje krav til os som mediehus. Dette betinger, at vi konstant skal se på vores produktudbud, som skal være i overensstemmelse med vores kunders forventninger. Derfor tager vi beslutninger med udgangspunkt i, hvordan vi bedst muligt kan levere værdifuldt og relevant indhold samt tidssvarende annoncering, siger Morten Vinther Jensen.
Flere pakker og nye nichemedier
Koncernen har i regnskabsåret 2020 oplevet en markant større efterspørgsel på pakkedistribution i forlængelse af corona-pandemien, hvilket har kompenseret for faldet i reklame- og avisomdeling i koncernens distributionsselskab.
Det Nordjyske Mediehus valgte således at udvide pakkedistributionen i forlængelse af nedlukningen af Nordjylland, så nordjyderne i højere grad kunne afsende og modtage pakker på flere adresser end tidligere.
Aktiviteterne i datterselskabet Nordiske Medier A/S, som primært udgiver erhvervsmedier i Danmark og Sverige, og som samarbejder med Egmont i Norge, har udviklet sig over forventning og forbedret resultatet efter skat med 2,3 millioner kroner.
Nordiske Medier A/S lancerede flere nye nichemedier i 2020 og formåede på trods af et markant corona-relateret fald i annonceomsætningen at lande et stærkt driftsresultat over budget.
Koncernens forventninger til 2021 afspejler corona-pandemiens fortsatte negative indvirkning på annoncemarkedet.
Det Nordjyske Mediehus forventer herefter et driftsresultat i intervallet 10 til 25 millioner kroner i 2021.
Det Nordjyske Mediehus beskæftiger sig med online-aktiviteter, lokalaviser, dagblad, radio og distribution lokalt, nationalt og i Skandinavien.
NORDJYSKE Medier skiftede 24. marts i år navn til Det Nordjyske Mediehus som en del af en strategisk branding, der understøtter virksomhedens digitale transformation.
- Denne transformation vil fortsætte, men det er vigtigt at understrege, at nok forandrer vi os, men det sker netop for at fastholde og styrke vores publicistiske rolle som Nordjyllands mediehus og rykke endnu tættere på nordjyderne, siger Morten Vinther Jensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.