Det startede med knæklys og kondomhatte. Nu driver Søren og Mette butikker, hvor der altid er halv pris på varerne
Ægteparret Villadsen holdt ophørsudsalg, og i den forbindelse opstod forretningsidéen til deres nuværende tre butikker
BLOKHUS: Telefonen er altid inden for rækkevidde, og det samme er en computer, for det kunne jo være, at Søren Villadsen kunne gøre en god handel.
Han er den moderne udgave af en krejler, som sammen med hustruen Mette har gjort det til en levevej at opkøbe store varepartier til fordelagtige priser og sælge dem videre enten på auktion eller i en af parrets tre fysiske butikker i Løkken og Blokhus.
Butikkerne med navnet "Step In" sælger dametøj, brugskunst og interiør, og deres særkende er, at der altid er 50 procents rabat på varerne - i perioder op til 70 procents rabat.
Desuden har de tre lagre fyldt med varer, som venter på at få nye ejere - senest har parret opkøbt en kollektion fra Julie Zangenberg, som tidligere på året gik konkurs med sin virksomhed "Cozy by JZ".
- For at vi kan sælge med 50 procents rabat, kræver det, at vi kan købe med 50 procents rabat, lyder det lunt fra Søren Villadsen.
Han fik smag for handelslivet, da han købte et parti engangskameraer til 50 kroner pr. styk og som han solgte fra et telt på Roskilde Festival til den nette sum af 100 kroner. Fortjenesten betalte godt og vel både festivalbillet og ølforbrug for den unge Villadsen.
- Som helt ung tog jeg på marked, hvor jeg blandt andet solgte knæklys, kondomhatte og plastikhamre, siger Søren Villadsen.
Der er i dag ikke meget krejleri over Søren og Mette Villadsens virke. De driver Nima Handelsfirma, som har fået navn efter parrets to børn, Nikolaj og Magnus.
- Vi opkøber alt lige fra store vinpartier og tøj til brugskunst og konkursboer. Vi har fornyligt opkøbt et flyttefirma, hvor der var fire biler, og en af dem beholder jeg, mens de andre sælges på auktion, fortæller Søren Villadsen.
Den første "Step In" så dagens lys i 2002, og den åbnede i Blokhus, hvor parret under en køretur havde bemærket et tomt lokale. Da der sjældent er langt fra tanke til handling, åbnede de en butik kort tid efter.
- Dengang var byen meget død uden for højsæsonen, så efter fire år lukkede vi butikken, siger Søren Villadsen.
- Da vi skulle lukke butikken i Blokhus, havde vi ophørsudsalg, hvor vi havde 50 procents rabat på vores varer. Det tiltrak kunder i stor stil og gav os ideen til, at vi altid skulle give halv pris i vores butikker, siger Søren Villadsen.
I 2004 havde parret ligeledes åbnet butikker i Lønstrup og Løkken, og i 2015 vendte parret igen blikket mod Blokhus, og denne gang er de kommet for at blive.
- Byen har i den grad udviklet sig til at være en helårsdestination, og vi kan tydeligt mærke forskellen fra dengang og til i dag, hvor vi dagligt har et godt kundeflow, siger Søren Villadsen.
Mange timer men stor frihed
Søren Villadsen er handelsmanden, der tager sig af opkøb af konkursboer og salg via auktioner, mens Mette Villadsen primært er at finde på skift i de tre butikker. Hun er dog altid med, når det gælder indkøb til butikkerne, som eksempelvis forleden, hvor indkøbet til julen 2023 blev klaret.
Parret bor i Vestbjerg, men har også et hus i Blokhus. Nu har de sat deres hus i Vestbjerg til salg, og Søren Villadsen kan godt se en tilværelse i Blokhus, men Mette Villadsen er endnu ikke helt med på den drøm.
- Jeg vil gerne til Aalborg, hvor vores ældste søn går på handelsskolen, og vores yngste søn vælger formentlig også en uddannelse i Aalborg, når han er færdig med sin efterskole. Så det giver mest mening for mig, at vi bor i Aalborg, siger Mette Villadsen, der dog ikke vil afvise, at hun er at finde som fastboende i Blokhus om nogle år.
Altid antennerne ude
Tilværelsen som selvstændige er ensbetydende med mange arbejdstimer, men det opvejes til fulde af, at de er deres egne arbejdsgivere.
- Der er en stor frihed forbundet med at være selvstændig. Vi skal ikke stå til ansvar eller bede nogen om lov, hvis vi pludselig vælger at holde fri. Naturligvis har vi altid telefonen ved hånden, så medarbejderne kan få fat i os, men vi bestemmer selv over vores tid, siger Søren Villadsen.
Men som handelsmand holder man aldrig helt fri. Heller ikke når man har ferie - i hvert fald ikke efter hustruens mening.
- Du har altid din pc med, siger hun med et smil.
- Jeg slapper af på en drømmeseng sammen med min computer. Og jeg har endnu ikke været på en ferie, uden at jeg har købt et konkursbo, siger Søren Villadsen.
Hvad fremtiden byder på, er endnu uvist. En overgang var planen at åbne en butik i Skagen, men den idé er skrinlagt - afstanden er for lang til, at de føler, at de kan være der 100 procent.
Derimod er der planer om at etablere en webshop, og her er sønnike, Nikolaj, allerede så småt i gang med opgaven.
- Hvis vi kan hjælpe ham i gang, så han kan realisere sin drøm om at blive selvstændig, gør vi det gerne, siger Mette Villadsen.
- Søren Villadsen har arbejdet som fotograf hos TV-Bingo i Aalborg. Han har desuden arbejdet ti år på Skråen.
- Mette Villadsen er uddannet salgsassistent og har været selvstændig med blomsterbutik i Vodskov.
- I 2007 etablerede Søren og Mette Villadsen Nima Handelsfirma. Der er i alt 30 medarbejdere, hvoraf seks er ansat på fuld tid, i de tre butikker i Løkken og Blokhus.
- Parret bor i Vestbjerg, men har købt hus i Blokhus. De har to drenge på henholdsvis 16 og 17 år.
- Søren Villadsen er formand for FDF Vestbjerg.
- I fritiden nyder Søren Villadsen at lave mad, hvor han i senere år har deltaget i et kursus i Vestbjerg under navnet "Mad og Mænd". Her er der afslutningsprøver, hvor ægtefæller og samlevere skal evaluere mændenes madkundskaber, og får de dumpekarakter, hvilket de som regel gør - til stor glæde for mændene, for det betyder nemlig, at de må tage en sæson mere på det populære kursus.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.