Direktør gør klar til masseansættelser og ny udvidelse

Arden-firma har på fem år fordoblet medarbejderstaben. Men det stopper langtfra der

- Vi har arealerne til at udvide, men vi overvejer også andre muligheder, lyder det fra Hans-Henrik Jensen. Foto: Claus Søndberg. <i>Claus Søndberg</i>

- Vi har arealerne til at udvide, men vi overvejer også andre muligheder, lyder det fra Hans-Henrik Jensen. Foto: Claus Søndberg. Claus Søndberg

ARDEN:Sidste år voksede antallet af ansatte hos Körber Supply Chain DK til over 200.

Virksomheden i Arden i Mariagerfjord Kommune har dermed fordoblet medarbejderstaben over de seneste fem år.

I samme periode er ordreindekset firedoblet. Alene i 2021 har den nordjyske specialist i automatiseret intern logistik øget sit ordreindtag med 55 procent sammenlignet med året før.

Derfor ser det danske Körber-selskab ind i et 2022 med endnu større vækst på medarbejdersiden. Ifølge administrerende direktør Hans-Henrik Jensen får man brug for at ansætte over 50 funktionærer med teknisk tunge kompetencer; blandt andet softwareingeniører, maskiningeniører og projektledere.

Det øger presset på faciliteterne på Industrivej i Arden, hvor Körber allerede er i fuld gang med at se på mulighederne for at skabe mere plads.

- Vi har arealerne til at udvide, men vi overvejer også andre muligheder, så vi får den mest optimale løsning for fremtiden, siger Hans-Henrik Jensen.

Virksomheden i Arden har siden 2016 været ejet af teknologikoncernen Körber Group og skiftede i 2020 navn fra Riantics til Körber Supply Chain DK. <i>Claus Søndberg</i>

Virksomheden i Arden har siden 2016 været ejet af teknologikoncernen Körber Group og skiftede i 2020 navn fra Riantics til Körber Supply Chain DK. Claus Søndberg

Körber Group og Körber i Danmark

Körber er en international teknologikoncern med 10.000 medarbejdere fordelt på over 100 lokationer rundt om i verden. Körber tilbyder produkter, løsninger og serviceydelser inden for forretningsområderne Digital, Pharma, Supply Chain, Tissue og Tobacco.

Körber i Danmark består af det tidligere Riantics, som beskæftiger over 200 medarbejdere med hovedsæde i Arden, syd for Aalborg.

Selskabet indgår som den skandinaviske del af forretningsområdet Körber Supply Chain og tilbyder intelligente, kundetilpassede løsninger til automatisering af intern logistik.

Blandt produkterne er miniload løsninger, højlagerkraner, pallesorteringsanlæg, sortere og den unikke, automatiserede Layer Picker robotløsning, som er markedsledende på globalt plan. Körber AG er holdingselskab for Körber Group.

Innovation og produktudvikling

Körber Supply Chain DK, det tidligere Riantics, har været en del af den tyske teknologikoncern Körber siden 2016 og fik sit nuværende navn i 2020 som led i etableringen af en Körber Supply Chain-division.

For virksomheden i Arden har det medført et endnu større fokus på innovation og produktudvikling. Et rekordstort udviklingsbudget i 2021 bliver i 2022 øget med cirka 70 procent, som blandt andet skal bruges på at udvide R&D-afdelingen til 20-25 medarbejdere.

Et vigtigt fokusområde i R&D er at udvikle løsninger, der kan kombineres med Körbers helt store salgssucces; den patenterede robotløsning layer picker, som har gjort virksomheden til en af de førende inden for automatiseret depalletering.

Efter to års udviklingsarbejde er Arden-virksomheden i løbet af kort tid klar til at lancere en fuldautomatisk løsning, der sætter nye standarder for kompliceret varehåndtering.

Dermed vil Körber – som den første virksomhed i verden – kunne tilbyde en samlet løsning til automatisk håndtering af hele processen fra palle til bakke.

Et andet stort projekt er integration af autonome mobile robotter (AMR), som i stigende grad begynder at erstatte transportbåndet i logistikbranchen. AMR-robotter gør det muligt for virksomheder at automatisere intern transport på en langt mere fleksibel måde end hidtil.

- For logistikbranchen er AMR-robotter et kæmpe teknologisk spring, der vil gøre det langt nemmere for virksomhederne at tilpasse processer og layout. For en virksomhed som Körber er det helt afgørende at tilbyde robot-integration, og det er et område, som vi har stort fokus på, siger Hans-Henrik Jensen.

Körber Supply Chain DK er især kendt for den patenterede Layer Picker, som automatiserer de-palleteringen af varer i distributionscentre verden over. <i>Claus Søndberg</i>

Körber Supply Chain DK er især kendt for den patenterede Layer Picker, som automatiserer de-palleteringen af varer i distributionscentre verden over. Claus Søndberg

Kæmpe vækst i USA

I det hele taget har Covid-19 haft stor indvirkning på den udvikling, som Körber oplever. Det i positiv forstand, for pandemien har accelereret et i forvejen voksende marked for automatiseret intern logistik.

Det gælder ikke mindst i USA, hvor det danske Körber-selskab på bare tre-fire år har opbygget en forretning, som i 2021 tegnede sig for halvdelen af virksomhedens samlede ordreindtag – godt hjulpet på vej af kunder som Coca Cola samt nogle af de allerstørste aktører inden for fast moving consumer goods og tredjepartslogistik.

- Kombinationen af stigende lønninger, mangel på arbejdskraft og Covid-19 har gjort automatiseret logistik til et fokusområde i mange virksomheder. Vi har set det i USA og i Europa, og tendensen begynder også så småt at gøre sig gældende i Japan, Korea og Sydøstasien, fortæller Hans-Henrik Jensen.

Samtidig har det danske Körber-selskab formået at tage del i den eksplosive vækst, som hele den vestlige verden har oplevet inden for online-handel.

Således bød 2021 på en firedobling i Arden-virksomhedens ordreindtag på løsninger til e-commerce, og det er et område, som forventes at spille en endnu større rolle i de kommende år.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.