Bomtrawler taget på fersk gerning i Nordsøen
Hollandsk bomtrawler afsløret i ulovligheder - meldt til politiet
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:41
NORDJYLLAND: Det gik dramatisk til, da kontrollører fra fiskerikontrolskibet "Vestkysten" fredag forsøgte at komme om bord på en hollandsk bomtrawler, der havde opholdt sig ulovligt i et område i Nordsøen, som er opvækstområde for rødspætter.
Den hollandske bomtrawler havde sejlet i området i "fiskefart" - lavere fart end ved almindelig sejlads - og trawleren måtte slet ikke befinde sig i området.
Men da kontrollører fra Fiskerikontrollen skulle over på bomtrawleren, forsøgte den hollandske fiskeskipper at sejle væk fra boardingbåden. Det skabte en farlig situation, og derfor er fiskeskipperen nu meldt til politiet.
Kontrollør sprang over på trawler
- Efter mange forgæves forsøg på at skabe kontakt med det hollandske fartøj lykkedes det for en af vores fiskerikontrollører at springe om bord. Kontrolløren fik stoppet fartøjet og kunne konstatere, at der var anvendt såkaldte "inderposer" i bomtrawlerens fangstposer. Brug af inderposer gør, at fisk under mindstemål ikke slipper ud af trawlet igen. Det er en særdeles grov overtrædelse af reglerne, siger overstyrmand Mads Grundvad Nielsen fra fiskerikontrolskibet Vestkysten i en pressemeddelelse fra Fiskeristyrelsen.
Det var i Nordsøen ud for Vestkysten i Nordjylland, at kontrollører fra fiskerikontrolskibet endelig fik stoppet den hollandske bomtrawler.
- Vi er meget tilfredse med, at det lykkedes kontrollørerne at afsløre brugen af de ulovlige inderposer i bomtrawlernes fangstredskaber. Vi ser indikationer på ulovligt fiskeri med inderposer fra fangster, hvor der landes meget små størrelser og fisk under mindstemålet. Det resulterer i et stort udsmid af små fisk, som desværre går ud over bestandene. En overtrædelse som denne kan ofte være vanskelig at konstatere, fordi bomtrawlerne kan bjærge deres redskaber på meget kort tid - og samtidig holder godt øje med os og vores færden. Vi er derfor tilfredse med at kunne få sat en stopper for det ulovlige fiskeri i denne omgang. En klækkelig bøde er i vente, fastslår Mads Grundvad Nielsen.
Bøde på op mod 375.000 kr
Den hollandske bomtrawler kan forvente bødekrav på op mod 375.000 kr. for det ulovlige fiskeri med inderposer. Derudover blev fiskeskipperen altså meldt til politiet for at udsætte kontrollørerne for fare i forbindelse med boarding af fiskefartøjet.
Fiskerikontrollen må ikke oplyse, hvor den hollandske bomtrawler befinder sig nu, men praksis i den type sager er, at man sikrer sig beviser og dokumentation for ulovlighederne. Og hvis det er et fiskefartøj fra et EU-land, kan det derefter fortsætte sin videre sejlads.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.