inflation

ECB holder rente uændret - men rentestigninger lurer

Inflationen har været vedvarende høj i euroområdet i flere måneder, og det sætter fokus på rentepolitikken.

Den Europæiske Centralbank (ECB) fastholder efter et bestyrelsesmøde torsdag den europæiske rente på det rekordlave niveau -0,5.

Men en rekordhøj inflation i flere måneder får en række ledende markedsanalytikere til at gætte på, at der i løbet af 2022 kommer mere end en renteforhøjelse, skriver Financial Times.

I december blev inflationen i euroområdet opgjort til 5,0. Bankanalytikere havde forventet, at det ville falde til 4,4 i januar.

Men da tallet blev offentliggjort onsdag, ramte det 5,1 procent.

Det er i særdeleshed de voldsomt stigende energipriser, der presser inflationen op.

Det har også været særdeles mærkbart i Danmark hos folk, der fyrer med naturgas.

ECB og formanden Christine Lagarde har gentagne gange holdt fast i, at der tidligst kommer en rentestigning næste år.

Men professionelle investorer synes nu overbevist om, at det ikke holder, når inflationen presser så hårdt på.

Til Financial Times onsdag sagde flere ledende børsfolk i Europa, at renten i eurozonen vil stige i år for første gang siden 2011.

- ECB har holdt sig til mantraet om ingen rentestigning i år, men markedet udfordrer klart det synspunkt, sagde Richard McGuire, der er rentestrateg i Rabobank.

Cheføkonom i Sydbank Søren Kristense mener også, at ECB er kommet under et stort pres for at tæmme inflationen. Det gøres traditionelt ved at sætte renten op.

- Det kan også tydeligt aflæses på de finansielle markeder, hvor investorerne nu forventer renteforhøjelser svarende til 0,3 procentpoint i år, siger han.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden