socialt medie

Efter Twitter-køb: Musk sælger ud af Tesla-aktier

Efter købet af Twitter for omkring 300 milliarder kroner har Elon Musk solgt Tesla-aktier for milliarder.

I dagene efter at Elon Musk fik accepteret sit bud på Twitter, har han solgt ud af sine Tesla-aktier. Efter yderligere et frasalg til en værdi af omkring 30 milliarder kroner torsdag, lover han, at det er slut. (Arkivfoto).
I dagene efter at Elon Musk fik accepteret sit bud på Twitter, har han solgt ud af sine Tesla-aktier. Efter yderligere et frasalg til en værdi af omkring 30 milliarder kroner torsdag, lover han, at det er slut. (Arkivfoto). Jim Watson/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 17:06

Den amerikanske forretningsmand Elon Musk har haft gang i aktiehandlen den seneste tid. For nylig accepterede bestyrelsen i det sociale medie Twitter et bud på 44 milliarder dollar fra Musk.

I kølvandet på buddet har Elon Musk modsat solgt ud i sin stak af aktier i Tesla, hvor han både er topchef og en del af ejerkredsen.

Ifølge en række amerikanske erhvervsmedier såsom CNBC og Bloomberg har Musk torsdag solgt Tesla-aktier til en værdi af 4,4 milliarder dollar eller 30 milliarder danske kroner.

Ifølge CNBC har Elon Musk dermed solgt Tesla-aktier for samlet 8,4 milliarder dollar den seneste uge. Det svarer til omkring 57 milliarder danske kroner.

Dermed er det langt fra tilsvarende værdien af hans bud på Twitter, der i danske kroner har et beløb på 300 milliarder.

På sin Twitter-profil har Elon Musk fredag forsikret om, at han ikke har planer om at sælge flere Tesla-aktier.

- Ingen yderligere Tesla-salg planlagt efter i dag, skriver han.

Elon Musk solgte den første store portion af sine Tesla-aktier tirsdag. Her skabte nyheden nervøsitet hos de andre Tesla-aktionærer. Værdien af Tesla-aktien faldt 12 procent den dag.

Forretningsmanden, der blandt andet er kendt for at tale åbent om mangt og meget på Twitter, har allerede luftet nogle idéer til ændringer af mediet.

Blandt andet vil han have krypteret private beskeder mellem brugere på Twitter.

Derudover vil han have reklamer væk fra Twitter, fordi han mener, at annoncører får for stor påvirkning på, hvad brugerne må skrive og ikke må skrive.

50-årige Musk er ifølge erhvervsmagasinet Forbes verdens rigeste mand. Da Forbes lavede sin årlige opgørelse, havde Musk en personlig formue på 297,7 milliarder dollar - 2043 milliarder kroner.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden