Efter ulovlige indkøb: Reno-Nord henter hjælp
Affaldsselskabet indgår samarbejde med Aalborg Kommunes eksperter for at sikre, at regler om offentlige indkøb overholdes
AALBORG: Affaldsselskabet I/S Reno-Nord meddeler, at det nu indgår i et samarbejde med Aalborg Kommune om bistand i forbindelse med indkøb.
I december kom det frem, at Reno-Nord i en årrække har haft indkøb for 99 millioner, som ikke var foregået efter reglerne. Indkøbene skulle have været i udbud.
Den gang beklagede formand for Reno-Nord, Kristoffer Hjort Storm, over for NORDJYSKE de ulovlige indkøb.
- Det er stærkt beklageligt, men vi har været i god tro, sagde Kristoffer Hjort Storm, som også sidder i Aalborg Byråd for Dansk Folkeparti.
Det kom da også frem, at flere danske forbrændingsanlæg havde undladt at sende opgaver i udbud, som reglerne kræver.
Den ny aftale om juridisk bistand er indgået med Aalborg Kommunes afdeling Administration og Service. I en pressemeddelelse skriver Reno-Nord, at samarbejdet ”skal styrke selskabets ressourcer og vidensopbygning sådan, at det sikres, at reglerne om offentlige indkøb efterleves, og at der opnås de bedst mulige aftaler med leverandørerne.”
- Aalborg Kommune, Administration og Service besidder stærke juridiske kompetencer. Samtidig har afdelingen solide referencer inden for I/S Reno-Nords aktivitetsområde i kraft af, at afdelingen i forvejen betjener samtlige aktieselskaber i Aalborg Forsyning, herunder Nordjyllandsværket og Aalborg Renovation, lyder det fra Reno-Nords bestyrelsesformand.
Kristoffer Hjort Storm hæfter sig ved, at I/S Reno-Nord på intet tidspunkt har været indklaget i forbindelse med indkøbsbeslutninger eller udbud og dermed ikke har haft omkostninger til bod, erstatning eller annullerede af udbud. -øst
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.