Eigild B. sælger sit guldæg i kæmpe handel
Han så hurtigt potentialet i virksomheden, men alligevel er erhvervsmanden overrasket over udviklingen
Opdateret kl. 12:57
I et anonymt industrikvarter i Aalborg ligger en virksomhed, som en af regionens rigeste har kaldt sit nye guldæg.
Undervejs blev begejstringen så stor, at han øgede sin ejerandel til 100 procent af virksomheden.
Nu er ejerskabet af virksomheden E-Komplet dog slut for Eigild B. Christensen.
Den succesfulde erhvervsmand har solgt E-Komplet, der beskæftiger omtrent 50 ansatte og står bag en løsning, som håndværkere over hele landet kan bruge til at håndtere økonomi, administration, opgaver og meget mere.
Køberen er den tyske kapitalfond BuildTec, som overtager samtlige aktier i E-Komplet fra dags dato.
Hvor stort et guldæg E-Komplet har vist sig at være i sidste ende for Eigild B. Christensen er uvist. Parterne ønsker ikke at oplyse salgsprisen.
Men E-Komplets administrerende direktør, Karsten Mandrup Nielsen, fortæller i en pressemeddelelse, at konkurrencen om virksomheden har været stor, da "kapitalfonde fra det meste af verden har flokkedes om virksomheden for at få del i succesen".
- Vi har gennem årene talt med et væld af kapitalfonde og investorer, men da vi første gang mødte teamet i BuildTec, vidste vi, at det var et perfekt match, siger Karsten Mandrup Nielsen i en pressemeddelelse.
Den administrerende direktør har overfor Nordjyske tidligere fortalt, at E-Komplet har drømme om et udlandseventyr.
Et udlandseventyr, som det nye ejerskab skal hjælpe på vej.
- Vi skal accelerere den vækst, vi har mønstret de sidste mange år, og internationalisering har i forvejen været en del af strategien. Derfor åbner BuildTec en ekstremt interessant dør for os lige syd for Danmark, og jeg er overbevist om, at virksomhedens nye ejere vil kunne sikre E-Komplet en endnu større succes fremover, siger Karsten Mandrup Nielsen i pressemeddelesen.
IT-løsningen, som E-Komplet står bag og nu håber at bringe ud til flere dele af Europa, har de seneste år vist sig at være en særdeles god forretning.
En eksplosiv udvikling
De seneste regnskaber fra E-Komplet fortæller en historie om en virksomhed i en kontinuerlig fremgang.
Både bruttofortjenesten og indtjeningen er vokset år for år. Sidste år endte virksomheden med at tjene knap 10 millioner kroner.
E-Komplet er størst på sit marked i Danmark, når det kommer til el- og VVS-virksomheder med over 30 ansatte.
For at fastholde E-Komplets vækstrater stilede administrerende direktør, Karsten Mandrup Nielsen, efter at gå ind på et udenlandsk marked i nær fremtid, fortalte han i maj til Nordjyske.
Direktøren havde dengang ikke besluttet, hvordan E-Komplet skulle få foden indenfor på det uspecificerede udenlandske marked.
Nu lader det nye ejerskab til at være en døråbner til Europa for den aalborgensiske virksomhed.
- E-Komplet blev oprindeligt stiftet af bl.a. Stig Jørgensen, hvorefter Michael Pagter Madsbøll kort tid efter blev ansat.
- De arbejder begge i virksomheden i dag og har titel af hhv. udviklings- og salgschef.
- Begge har haft stor indflydelse på E-Komplets vækst fra en klassisk garagevirksomhed til i dag at være markedets mest udbredte ERP- og opgavestyringssystem for især elektrikere, vvs- og tømrervirksomheder.
- Virksomheden har grundlæggende udviklet en løsning, som håndværkere over hele landet kan bruge til at håndtere økonomi, administration, opgaver og meget mere.
- E-Komplet har en betydelig markedsandel i VVS-branchen på omkring 26 procent, og mere end en tredjedel af de danske el-installationsvirksomheder bruger også E-Komplet.
- Den nye ejer BuildTec består af flere førende teknologi-brands som fx SEMA Software (SEMA), Compass Software (Compass), WGsystem samt Hausmann & Wynens Powerbird- og Sitara-løsninger.
- BuildTec-gruppen har en ambition om at blive den førende europæiske platform for fagspecifikke softwareløsninger og servicerer i dag omkring 20.000 kunder.
- E-Komplet fortsætter som før ejerskiftet med den samme organisation på omkring 50 ansatte.
- Det nye ejerskab under BuildTec gør blandt andet, at E-Komplets løsninger fremover skal videreudvikles yderligere og eksempelvis gøres klar til de tysktalende markeder og senere de øvrige europæiske markeder.
En perlerække af guldæg
Den nu tidligere ejer af E-Komplet Eigild Bødker Christensen opbyggede i sin tid trykkerivirksomheden Color Print, som i 2006 blev solgt for 635 mio. kr.
Fire år senere købte han sig ind i Neas Energy, som udviklede sig til et af Danmarks største energiselskaber. Det blev solgt for 1,9 mia. kr. – og sikrede Eigild Bødker Christensen endnu en kæmpegevinst.
I dag er han kendt som medejer af blandt andet Aalborg Håndbold, ligesom han nu kan skrive E-Komplet på listen over vellykkede investeringer.
En så vellykket investering, at den tidligere ejer er overrumplet over udviklingen.
- Jeg så meget tidligt, at E-Komplet var en spændende virksomhed med et stort potentiale, men den her udvikling havde jeg ikke set komme. Den overrasker mig, siger Eigild Bødker Christensen, tidligere majoritetsaktionær og bestyrelsesmedlem i E-Komplet, i pressemeddelelsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.