Kim og Henrik overvejer at sælge firmaet for en halv milliard
De to ejere har opbygget virksomhed med solide overskud. Nu overvejer de at sælge
Opdateret kl. 15:51
Det går godt for Aars-virksomheden, der de seneste år har leveret flotte resultater på bundlinjen og har haft en støt voksende medarbejderstab.
Seneste årsresultat landede på 49 millioner kroner efter skat for Airmaster i Aars, der har omkring 200 ansatte.
Nu har ejerne tilsyneladende sat en salgsproces i gang.
Ifølge erhvervsmediet Børsen har Airmaster hyret EY's corporate finance-afdeling til at undersøge, om det er muligt at sælge hele eller dele af virksomheden.
- Jeg vil hverken be- eller afkræfte det, udtaler Kim Jensen, der er direktør og medejer af Airmaster, til Børsen.
Stiftet for 30 år siden
Kim Jensen og Henrik Stæhr stiftede Airmaster for cirka 30 år siden. Selskabet producerer decentrale ventilationsanlæg.
Airmaster laver grundlæggende samme produkt i dag som dengang, men naturligvis mere raffineret og med flere varianter på hylderne.
Virksomheden er markedsledende i Norden, Tyskland og Holland indenfor deres speciale, som er udvikling og salg af decentrale ventilationsløsninger, primært til børnehaver, skoler og mindre virksomheder.
Al produktion og udvikling foregår i Aars.
Navnet Airmaster blev i sin tid valgt, fordi det lyder godt og internationalt.
Beskedne ejere
Ejerne, Henrik Stæhr og Kim Jensen, har god grund til at smile bredt. Deres virksomhedsfilosofi fungerer godt og skaber mange lokale arbejdspladser.
Ejerne er meget beskedne og har tidligere udtrykt, at de ikke har voldsomt meget lyst til at fortælle om sig selv. De er mere til det lange, seje træk. Men de ved begge, at de er nogle af branchens bedste til det, de gør.
- Vi er verdensmestre i vores niche, har Kim Jensen tidligere udtalt til Nordjyske.
Nu kommer virksomheden måske snart til salg. Men hvad er den værd?
- I forhold til centrale ventilationsanlæg, der via rør fører luften frem og tilbage mellem de forskellige lokaler, så fungerer decentrale anlæg, som Airmasters, sådan, at der sættes et anlæg op i hvert rum, der har behov for det.
- Ifølge Airmaster giver det en række fordele: Anlæggene kan installeres direkte, hvor der er behov og det er let at justere luftmængden op og ned efter behov
- Driften kræver mindre energi, da luften ikke skal presses gennem lange rør og energiforbruget kan derfor i nogen tilfælde være det halve af et centralt anlæg.
Ifølge Nordjyskes beregninger kan Airmaster være mindst en halv milliard kroner værd, måske mere.
- Nedenstående tal er hentet fra seneste årsregnskab (01.01.2022 - 31.12.2022) for Airmaster A/S.
For at beregne værdien af en virksomhed kan der som tommelfingerregel anvendes følgende formel: nettoresultat + renter + skatter + af- og nedskrivninger: 48,6 + 0 + 10 + 4,2 = 62,8
Dette tal skal ganges med 8-10 for at kunne anslå værdien af en virksomhed: Dermed kan Airmaster værdisættes til en sum i omegnen af 503-628 millioner kroner.
Beregningen er baseret på tal fra senest offentliggjorte regnskaber.
2023-regnskabet er endnu ikke offentliggjort.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.