Privatøkonomi

Elbilerne bryder magisk grænse: Om lidt stiger afgifterne

Nu udgør de opladelige biler over halvdelen af bilsalget. Over de kommende år kan salget drøne direkte ind i en mur, advarer FDM og bilbranchen

Tesla sidder tungt på elbiltronen i Danmark.
Tesla sidder tungt på elbiltronen i Danmark. Arkivfoto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 19:02

De er populære som aldrig før og bliver solgt i en sådan grad, at de nu bryder en "magisk" grænse.

Danskerne køber elbiler og plugin-hybrider i så stor stil, at de opladelige biler nu udgør over halvdelen af nye biler, der ruller ud fra forhandlerne. Det viser nye salgstal fra De Danske Bilimportører.

48,5 procent af private bilkøbere valgte i september elbil, mens plugin-hybriderne udgjorde otte procent. Benzinbiler - inklusiv hybrider - stod for 42 procent af salget.

Dieselbilerne kunne ikke en gang slæbe sig op på to procent.

Derfor sælger elbilerne så godt

At elbilerne er blevet en suveræn køberfavorit har mange årsager, lyder det fra Illyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM. Blandt andet kommer der mange nye elbilmodeller, påpeger han.

- Men først og fremmest er der sket mange prisfald og også gode leasingtilbud. Dernæst har bilerne fået fornuftig rækkevidde, som kan dække både hverdagens behov og på acceptabelt niveau også langturen. Og endelig er der sket en markant forbedring af lademulighederne, siger Illyas Dogru.

Den helt store drivkraft bag elbilsalget er ikke overraskende Tesla, som i september indregistrerede 2.500 biler. Det svarer til over en tredjedel af alle elbiler den måned.

Sællerten over dem alle var Tesla Model Y efterfulgt af Ford Mustang Mach-E og Skoda Enyaq, der begge ligger langt efter.

Selvom salget af elbiler lige nu er glohedt, er der en sandsynlighed for, at salget pludselig drøner ind i en mur. Fra nytår stiger afgiften på elbiler nemlig igen.

Det sker som led i den ’trappemodel’, der blev vedtaget med den store omlægning af bilafgifterne i december 2020, og som gradvist indfaser registreringsafgift på biler med ladestik frem mod 2030.

Så meget stiger de i pris

Den mest solgte elbil, Tesla Model Y, bliver fra årsskiftet cirka 7000 kroner dyrere. For elbiler, der koster 450.000 kroner eller mere, er der tale om et beregnet fast afgiftshop på 11699 kroner.

Særligt fra 2026 stiger afgiften på elbiler markant. Efter planen er der tale om en samlet afgiftsstigning på omkring 90.000 kroner frem mod 2027.

Det får både FDM og De Danske Bilimportører til at foreslå politikerne en fastfrysning af det nuværende afgiftsniveau, fordi man frygter, at salget af grønne biler vil køre ud over kanten.

- Vi håber, at politikerne vil holde afgiften på elbiler i ro, så danskerne fortsat kan være med til den grønne omstilling af bilparken, siger Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører.

For plugin-hybriderne bliver afgiftssmækket endnu større.

Læs det med småt i slutsedlen

Allerede fra næste år stiger prisen på visse modeller med op mod 30.000 kroner, viser beregninger fra FDM.

Hvor den billigste plugin-hybrid til omkring 250.000 kroner i dag betaler 24.570 kroner i registreringsafgift, stiger den fra nytår med knap 10.000 kroner. Derfra stiger afgiften, i takt med at bilerne bliver dyrere.

Overvejer man at købe en plugin-hybrid, er der derfor penge at spare, hvis man får den indregistreret i år.

FDM anbefaler imidlertid, at man læser det med småt, inden man underskriver slutsedlen. Også selvom leveringen er aftalt på denne side af nytår.

For selvom prisen i slutsedlen som udgangspunkt er bindende, tager en del slutsedler på nye biler forbehold for afgiftsstigninger. Bliver leveringen af bilen udskudt til efter nytår, risikerer man derfor at skulle betale en højere pris, da bilen er steget i registreringsafgift.

Derfor anbefaler FDM, at man får indskrevet en maksimal stigning i prisen, hvis bilen leveres i 2024.

Årsagen til prishoppet
  • Når kommende elbilejere skal dykke væsentligt dybere i lommerne, skyldes det ifølge FDM de planlagte afgiftsstigninger, der blev fastlagt i en aftale om grønne bilafgifter tilbage i december 2020.
  • De grønne bilafgifter tager udgangspunkt i, at produktionsprisen på elbiler vil falde markant over de kommende år, fordi batterier bliver billigere.
  • Derfor vil afgiften på elbiler, som i dag er på 40 procent, stige til 80 procent frem mod 2030.
  • Det vil især puste til priserne på elbiler i prislejet 400.000-500.000 kroner, som er dem, der lige nu sælges flest af.
  • De billigere elbiler bliver mindre hårdt ramt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden