Erhverv

En af Nordjyllands største jordbesiddere er død

Han spillede en betydelig rolle inden for udviklingen af dansk landbrug

I 1986 købte Per Kirketerp og hans hustru, Kirsten Kirketerp, herregården Høgholt, en fredet bygning fra det 16. århundrede beliggende lidt uden for Sindal.
I 1986 købte Per Kirketerp og hans hustru, Kirsten Kirketerp, herregården Høgholt, en fredet bygning fra det 16. århundrede beliggende lidt uden for Sindal. Arkivfoto: Niels Helver.

Opdateret kl. 10:14

Han opbyggede et forretningsimperium med alt fra landbrug til vindmøller og biogas.

Indtil han sidste år gav livsværket – og mere jord, end de fleste tør drømme om – videre til sin datter.

I en handel til knap 200 millioner kroner.

Nu er den 76-årige landmand Per Kirketerp død. Det fremgår af en dødsannonce fra familien.

Da Nordjyske sidste år bragte en oversigt over Nordjyllands største jordbesiddere, var Per Kirketerps navn at finde på plads nummer ni.

Han rådede over 12,9 km2 landbrugsjord samt 20 ejendomme, der alle ligger i omegnen af Sindal.

Boede på gammel herregård

I den brede offentlighed er Per Kirketerp ikke kendt, men han har spillet en betydelig rolle inden for udviklingen af dansk landbrug. Sammen med sin bror, Aksel Kirketerp, gjorde han sig særligt bemærket med beslutningen om at importere grise af racen Duroc til Danmark.

En race, der blev en fast del af det danske avlsprogram for grise, og hvor ventetiden på at kunne købe en duroc-orne fra Per Kirketerps besætning var op til flere måneder.

I 1986 købte Per Kirketerp og hans hustru, Kirsten Kirketerp, herregården Høgholt, en fredet bygning fra det 16. århundrede beliggende lidt uden for Sindal. De gennemrenoverede den og flyttede ind i 2002.

Siden udvidede Per Kirketerp herregården med et griseanlæg, ligesom han købte en lang række landbrugsejendomme og føjede både vindmøller og biogas til sin forretningsportefølje.

I januar 2023 overdrog han livsværket til sin datter, Karen Kirketerp, i en handel til 194 millioner kroner. Handlen omfattede i alt 16 ejendomme samt løsøre og driftsmateriel.

Karen Kirketerp har, udover at være griseproducent, drevet Sindal Biogas sammen med sin mand, Morten Glenthøj. Parret solgte tidligere i år aktiemajoriteten i selskabet til Copenhagen Infrastructure Partners, men er fortsat involverede i biogasanlægget, hvis ambition er at blive et af Danmarks største.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden