Flere og flere efterspørger autentiske ledere. Ledere, der tør være ærlige og vise deres følelser.

Autentisk ledelse betyder dog ikke, at lederen skal vise alle de følelser, han eller hun har. Det handler nærmere om at finde den gyldne middelvej mellem at lade følelser få frit løb og undertrykke dem.

Det mener Claus Elmholdt, der er faglig direktør i LEAD og lektor i ledelses- og organisationspsykologi på Aalborg Universitet.

Lad mig tegne et eksempel for dig.

En leder har brugt et halvt år på at lære en medarbejder op. Lederen ser stort potentiale i medarbejderen og har derfor lagt store planer for vedkommende. Samtidig er medarbejderen blevet en nøglemedarbejder, som bliver svær at undvære.

En dag vælger nøglemedarbejderen at sige op.

”Det er helt oplagt, at sådan en leder godt kan føle sig personligt såret og valgt fra, fordi medarbejderen søger nye udfordringer. Og samtidig tænke, om han eller hun nu ikke er god nok til sine medarbejdere,” fortæller Claus Elmholdt.

Han peger på tre reaktioner, som lederen kan have i netop dette eksempel.

For det første kan det resultere i, at lederen bliver for autentisk og giver frit løb for at vise, at han eller hun er dybt personligt såret, hvor det så risikerer at blive uprofessionelt.

Det kan også resultere i, at lederen slet ikke kan bære sine følelser og derfor undertrykker dem ved at blive spids og hård og direkte bede medarbejderen om bare at aflevere sin computer med det samme, og at medarbejderen i hvert fald ikke skal regne med en afskedsreception.

Sådan en reaktion kommer ofte fra en leder, der ikke er i kontakt med sine følelser, fortæller Claus Elmholdt.

Endelig kan det resultere i, at lederen fortæller medarbejderen, at det selvfølgelig er fedt, at medarbejderen har fundet en spændende udfordring hos en anden virksomhed. Men at lederen også kan mærke, at han eller hun bliver ramt på følelserne af nyheden, fordi lederen har investeret så meget i medarbejderen.

Begge de to første udfald anser Claus Elmholdt som problematiske. I stedet mener han, at den rette reaktion er en, som netop udspringer fra, at lederen er i kontakt med sine følelser og giver udtryk for dem – dog med måde.

”I den første reaktion kommer lederen i sine følelsers vold på en udadreagerende måde. I det andet eksempel kommer lederen i sin følelsers vold på en indadreagerende måde – en imploderende måde, hvor man bare bliver vred og mavesur, og det kommer ud på sådan en hård og kontant måde,” fortæller Claus Elmholdt og fortsætter:

”Og i det tredje scenarie rammer lederen den balancerede middelvej, hvor lederen er i kontakt med sine egne følelser, forstår at regulere sine følelser og forstår at give udtryk for sine følelser på en passende måde i situationen.”