Endnu en USA-ordre til Bladt
Bladt har vundet ordren på en transformerstation sammen med den mangeårige forretningspartner Semco Maritime
AALBORG: Bladt Industries cementerer med endnu en ordre sin tilstedeværelse på det amerikanske havvindmøllemarked.
Ordren gælder en transformerstation til Mayflower Wind-projektet - beliggende omtrent 40 kilometer syd for Nantucket, Massachusetts - der frem til 2025 etableres af Mayflower Wind Energy LLC (et joint venture mellem Shell New Energies US LLC og EDPR Offshore North America LLC). Det oplyser Bladt i en pressemeddelelse.
Bladt har vundet ordren sammen med den mangeårige forretningspartner Semco Maritime i Esbjerg, som man nu danner et joint venture med.
Partnerne skal designe og fremstille en transformerstation med en kapacitet på 1200 MW. Transformerstationen kommer til at bestå af en topside på 4700 tons og et jacket-fundament på 3000 tons. Projektet omfatter ingeniørarbejde, indkøb og selve fremstillingen. Bladt Industries står for stålstruktur og jacket-fundament, mens design, indkøb og installation af elektrisk udstyr, nødsystemer og inter-array-kabler håndteres af Semco Maritime. Den nye offshore substation skal leveres fra Bladt Industries i Danmark i 2024.
- Vi håber, at det er det første af adskillige projekter, siger Nils Overgaard, Chief Sales Officer, Bladt Industries.
Mayflower Wind-projektet vil levere 804 MW ren vedvarende energi fra havvind med forventet opstart i 2025. Når projektet er i drift, vil det levere elektricitet nok til at forsyne omkring en halv million hjem i Massachusetts.
Bladt Industries og Semco Maritime vil indgå i det nye joint venture som ligebyrdige partnere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.