Enggaard købte skrantende storcenter med heftig rabat
Det er fyldt med tomme butikker og trænger til en gevaldig overhaling

Centret er 50 år gammelt og var Jyllands første af sin slags. Nu skal A. Enggaard redde det. PR-foto: Danske Shoppingcentre/City Vest
Den nordjyske entreprenørkoncern A. Enggaard overtog tidligere på året Jyllands første shoppingcenter, City Vest i Brabrand.
Prisen var hemmelig, men nu står det klart, hvad A. Enggaard betalte for det skrantende shoppingcenter med de uhyggeligt mange tomme butikslokaler.
Og der blev givet en klækkelig rabat, viser det sig.
Ejendommen, som huser City Vest, er blevet tinglyst, og her fremgår ifølge branchemediet Ejendomswatch en pris på 99,5 millioner kroner.
Det er langt under den seneste offentlige vurdering på over 200 millioner kroner.
Afspejler ikke den reelle værdi
Sælgeren af City Vest er selskabet Danske Shoppingcentre, der driver en lang række shoppingcentre rundt om i landet.
Her siger direktør Jesper Faurholdt, at den tinglyste pris ikke svarer helt til salgsprisen, da en række omkostninger ikke er regnet med.
Ifølge Ejendomswatch’ oplysninger er den eksakte salgspris i omegnen af 110 millioner kroner. Altså stadig væsentligt under den offentlige vurdering.
- Den vurdering afspejler på ingen måde den reelle værdi og den markante tomgang, centret har haft. Ved at sælge undgår vi at skulle påtage os betydelige investeringer, som centret har brug for og som vi har vurderet, at andre er bedre til, siger Jesper Faurholdt til EjendomsWatch.
På katastrofekurs
Det 50 år gamle City Vest, der blev opført i 1972 som Jyllands første overdækkede shoppingcenter, har gennem længere tid været på katastrofekurs, i takt med at butikker er forsvundet og kunderne udeblevet.
Omkring 40 af de 65 lejemål står i dag tomme, og centrets forfald og fremtid har længe været genstand for spekulationer.
Tilbage i november kom de første forlydender om, at ejeren var i dialog med A. Enggaard. Kort før jul blev det så officielt, at den nordjyske entreprenørkoncern overtager hele ejerskabet af det skrantende storcenter.
A. Enggaard er i forvejen i gang med store investeringer i Gellerup-området i form af både boliger og erhverv.
- Købet giver os bedre mulighed for at forfølge den visionære helhedsplan for hele Gellerup, lød det fra Jens Skinnebach, afdelingsleder hos A. Enggaard, i forbindelse med offentliggørelsen af købet af City Vest.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.