Erhverv

Entreprenørgigant: Vi er ikke skyld i vandskader på sygehus

For første gang udtaler topchefen i entreprenørgigant sig om omdiskuteret murværk på det nye supersygehus

Problemerne med våde facader er så grelle, at projektdirektøren overvejer helt at standse byggeriet.
Problemerne med våde facader er så grelle, at projektdirektøren overvejer helt at standse byggeriet.

Opdateret kl. 13:28

AALBORG: Det er ikke murværket i sig selv, der er årsag til problemerne med indtrængende vand på Nyt Aalborg Universitetshospital (NAU).

Sådan lyder det fra Henrik Mielke, koncernchef i milliardkoncernen MT Højgaard Holding, som for første gang udtaler sig offentligt om de konkrete forhold omkring byggeskandalen på det nye nordjyske supersygehus.

MT Højgaard vandt i 2015 projektets største kontrakt med at opføre det 155.000 kvadratmeter store råhus til hospitalet. En kontrakt, som dengang lød på 560 mio. kr.

- Der er startet syn og skøn omkring vandindtrængning. Men det er ikke vores oplevelse, at de udfordringer, som NAU-projektet har, er murværkets skyld, siger Henrik Mielke til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Henrik Mielke, koncernchef i MT Højgaard. Arkivfoto: John Ehbrecht.

Henrik Mielke henviser til, at der også kører syn og skøn på arbejdet med projektering, byggeledelse, aluinddækningerne samt de tekniske løsninger omkring murkronen på byggeriet. 

Arbejde, som andre rådgivere og udførende har ansvaret for.

- De gennemgående aluprofiler midt i murværket er en løsning, som man fra bygherrens og arkitektens side har ønsket at have, og som ikke er en del af MT Højgaards entreprise, siger han.

Udfordringer med aluprofiler

Ifølge Henrik Mielke kan det i dag tydeligt ses udvendigt på byggeriet, at der er udfordringer med de gennemgående aluprofiler og samlingerne heraf.

- Der er rigtig mange forskellige nuancer og facetter i problemstillingen, men der er i hvert fald ingenting, der er sort og hvidt i den sag. Nu bliver der lavet syn og skøn, og så må vi tage den derfra, lyder det fra MT Højgaard-topchefen.

Det nye supersygehus skulle oprindeligt have stået klar i 2020, men har siden været ramt af store forsinkelser og budgetoverskridelser.

Udfordringerne kulminerede tidligere på året, da der blev afsløret massive problemer med byggeriet, blandt andet indtrængende vand gennem facaderne og på gulvene.

Ingen vilje til mægling

En rapport om byggeriet fastslog i marts, at der er alvorlige fejl i byggeriet, hvor vand er trængt ind gennem murværket, og der har stået vandpytter på gulvene i 110 rum, blandt andet på intensivstuer.

I rapporten fremgik det blandt andet, at der flere steder er brugt for lidt mørtel i murværket, hvor fugerne ikke er fyldte, så vandet kan løbe direkte ind til isoleringen.

Senest er det kommet frem, at problemerne med vand i murværket har været beskrevet i tilsynsrapporter helt tilbage til 2017.

Det problemfyldte byggeri har udløst flere tvister mellem bygherren, Region Nordjylland, entreprenører og rådgivere. Men ifølge MT Højgaard Holding er fronterne fastlåste, og "modparterne viser fortsat ikke vilje til mægling", fremgår det af koncernens kvartalsrapport, som blev offentliggjort torsdag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden