Panel Nordjylland

Er du ligesom de fleste? Sådan har nordjyderne det med deres arbejde

Hvor mange sætter karrieren over familien? Hvor tilfredse er vi med jobbet, og hvor langt pendler vi? Få svarene her

Nordjyderne er generelt meget tilfredse med deres arbejde, viser en Panel Nordjylland-måling. Illustration: Christian Made Hagelskjær

Nordjyderne er generelt meget tilfredse med deres arbejde, viser en Panel Nordjylland-måling. Illustration: Christian Made Hagelskjær

NORDJYLLAND:"Skru op for familien – uden at skrue ned for arbejdet"

"Sådan skaber du work-life balance"

Internettet bugner med gode råd til, hvordan du finder balancen mellem arbejde og fritid.

Men faktisk er næsten hver fjerde nordjyde parat til at sætte karrieren over familie- og fritidsliv.

Det viser en Panel Nordjylland-undersøgelse fra oktober, hvor deltagerne har svaret på en lang række spørgsmål om deres arbejdsliv.

Her svarer 24 procent, at de "i høj grad" er villige til at gå på kompromis med balancen mellem arbejde og fritid for at fremme deres karriere.

Grafik:
Kilde: Jysk Analyse. Grafik: Christian Made Hagelskjær

Men faktisk er tendensen i flere år gået i den modsatte retning - vi taler mere end nogensinde før om work-life balance, lyder det fra kultursociolog Emilia van Hauen.

Emilia van Hauen er kultursociolog og har i mange år beskæftiget sig med de yngste på arbejdsmarkedet - generationerne y og z. PR-foto

Emilia van Hauen er kultursociolog og har i mange år beskæftiget sig med de yngste på arbejdsmarkedet - generationerne y og z. PR-foto

I de danske virksomheder - og også i topledelserne - er der kommet større fokus på balance i livet, påpeger hun:

- Det var generation X (født fra 1965 til cirka 1980 red.), der opfandt begrebet, og de unge har taget det et skridt videre og taler om life-work balance. De ønsker at have en livs-karriere og ikke bare en karriere.

- Statistikkerne på niveauet for stress, angst, depression, ensomhed og søvnløshed er alarmerende, og alle kender nogle, der har været gået ned med stress eller angst, så jeg er sikker på, at hvis I havde lavet undersøgelsen for fem år siden også, ville tallene have været højere for dem, der prioriterede jobbet over fritiden og familien.

- Når det er sagt, er der naturligvis altid nogle, der har mere lyst til at arbejde end at tilbringe tiden med familien, siger Emilia van Hauen.

Kriser vender op og ned

Der er en tendens til, at work-life balance bliver prioriteret højere, når der er opgangstider økonomisk, siger Anders Raastrup Kristensen, lektor ved Københavns Universitet.

Han har skrevet en ph.d om work-life balance og forsket i emnet siden 2005.

- Op til finanskrisen i 2008 var der meget fokus på emnet i medierne, hos fagbevægelsen og i virksomhederne. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen nedsatte ligefrem en kommission, der skulle komme med gode råd til en bedre balance mellem arbejde og fritid. Men med krisen forsvandt det igen, og vi hørte heller ikke meget til kommissionens resultater.

- Det kom i stedet til at handle om, at vi skulle være mere effektive. Lige efter finanskrisen og faktisk tre, fire år frem, var work-life balance ikke noget, man talte ret meget om.

- Havde I stillet det samme spørgsmål for ti år siden - i årene efter finanskrisen - tror jeg, der var endnu flere, der ville have svaret, at de var villige til at sætte karrieren over fritiden, siger Anders Raastrup Kristensen.

Anders Raastrup Kristensen har skrevet en ph.d om work-life balance og forsket i emnet siden 2005. Han er lektor ved Københavns Universitet og ekstern lektor ved Copenhagen Business School. Pressefoto

Anders Raastrup Kristensen har skrevet en ph.d om work-life balance og forsket i emnet siden 2005. Han er lektor ved Københavns Universitet og ekstern lektor ved Copenhagen Business School. Pressefoto

De senere år er vi igen begyndt at snakke om work-life balance, fortæller han.

- Nu har vi jo en form for opgangstid stadigvæk, så længe det nu varer. Men vi har ligesom råd til det, og vi føler os også mere trygge i vores arbejdsliv, siger Anders Raastrup Kristensen.

Mange er tilfredse

En anden Panel Nordjylland-undersøgelse foretaget kort før jul viser da også, at et markant flertal af nordjyderne føler sig trygge i deres jobsituation.

85 procent svarer, at de føler sig sikre på at være i job i 2021. Kun otte procent er bekymret for at miste deres job.

Næsten tre ud af fire nordjyder er da også enten "tilfredse" eller ligefrem "meget tilfredse" med deres nuværende job.

Grafik:
Kilde: Jysk Analyse. Grafik: Christian Made Hagelskjær

Anders Raastrup Kristensen, nu står vi igen midt i en økonomisk krise. Kan det betyde, at flere vil begynde at prioritere vores arbejde højere end fritiden?

- Det kan sagtens være konsekvensen af det. Hvis vi får en dyb, økonomisk krise, tror jeg, at så vil vi ikke snakke så meget om work-life balance. Så vil folk ikke tænke, at det er noget, de kan kræve i så høj grad. Og så vil man i stedet for være bange for at miste sit job, og derved arbejde mere eller ikke turde sige nej til flere opgaver fra chefen.

- Men omvendt så har det også været en tendens under corona, at vi får fokus på det nære, og at vi er hjemsendte på forskellige måder. Og det er noget af det, folk har markeret som noget af det positive - at man kan kan være mere sammen med familien, selvom det også kan give udfordringer.

- Det afgørende for vores holdning til work-life balance i fremtiden bliver, hvor mærket økonomien bliver af krisen, siger Anders Raastrup Kristensen.

Flere mænd prioriterer jobbet

Noget tyder på, at langt de fleste nordjyder synes, de har fundet en god balance.

I hvert fald svarede knap tre ud af fire respondenter i Panel Nordjylland tilbage i oktober, at de var enten "meget tilfredse" eller "tilfredse" med balancen mellem arbejds-, familie- og fritidsliv.

Grafik:
Kilde: Jysk Analyse. Grafik: Christian Made Hagelskjær

Det er især de mandlige respondenter, der svarer, at de er klar til at gå på kompromis med fritiden for at fremme karrieren (31 procent). Blandt kvinderne er det godt halvt så mange (17 procent).

Det kommer ikke bag på forsker Anders Raastrup Kristensen.

- Det undrer mig ikke. Det er stadigvæk kvinderne, der trækker det store læs derhjemme og gør det muligt for mændene at gøre karriere. Det vil typisk ligge i de forventninger der er til kvinderne i morrollen, at de har styr på familien. Og det gør det bare sværere at give den fuld tryk på karrieren, siger forskeren.

Han er heller ikke overrasket over, at det blandt de 18 til 29-årige nordjyder er næsten hver tredje, der i høj grad er villig til at sætte karrieren forrest.

Blandt de 30-39-årige er det kun hver femte.

- Der er en tendens til, at folk - indtil de får børn - prioriterer deres karriere højt. Så kommer der en periode, hvor de har småbørn, og hvor de - i hvert fald ikke begge parter på én gang - kan prioritere karrieren lige så højt som før, siger Anders Raastrup Kristensen.

I Panel Nordjylland-undersøgelsen fra oktober er deltagerne også blevet spurgt til andre dele af deres arbejdsliv.

Blandt andet til deres muligheder for at udvikle sig på arbejdspladsen. Her er over halvdelen tilfredse.

Grafik:
Kilde: Jysk Analyse. Grafik: Christian Made Hagelskjær

Vi har også spurgt nordjyderne, hvor langt de har fra hjemmet til deres arbejdsplads. Herunder kan du se, hvor langt folk i din kommune i gennemsnit pendler:

Grafik:
Kilde: Jysk Analyse. Grafik: Christian Made Hagelskjær

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.