Erhvervspsykolog møder ofte nordjyder, som stresses af uklare forventninger på jobbet. En simpel metode kan løse problemet
Erhvervspsykolog Tom Steen Jensen møder ofte nordjyder, som ikke ved, hvad der forventes af dem på jobbet. Det er problematisk, for ifølge psykologen er utydelige krav en hovedårsag til stress. Heldigvis sender han nordjyderne fra sin praksis med en konkret metode, der typisk får deres ledere til at reagere.
Hvordan kan det påvirke medarbejdere, når kravene, til hvad de skal præstere på jobbet, er utydelige?
Erhvervspsykolog Tom Steen Jensen plejer at besvare spørgsmålet med en bagedyst-metafor:
”Hvis det eneste, Timm Vladimir sagde til bagedyst-deltagerne, var: ”Bag en kage”, skulle deltagerne så lave en bryllupskage i fire etager? Otte ens småkager? Eller en kage, der fortalte en historie om deltagerne selv? Det ville stille tårnhøje krav til dem,” siger erhvervspsykologen.
På samme måde stiller utydelige krav på en arbejdsplads typisk tårnhøje krav til medarbejderne.
For når chefens krav er utydelige, sætter en del medarbejdere alt for høje krav til sig selv, fordi de ”i hvert fald ikke vil skuffe chefen,” forklarer Tom Steen Jensen.
”Så styrter medarbejderne rundt,” siger han.
Han er erhvervspsykolog i Aalborg og har desuden mere end 25 års erfaring som leder i både offentlige og private organisationer.
Som erhvervspsykolog møder han en del nordjyske medarbejdere for hvem, det er utydeligt, hvad der forventes af dem på jobbet. Men ifølge erhvervspsykologen er det ekstremt vigtigt, at der stilles tydelige krav, for utydelige krav er en af hovedårsagerne til stress.
Vigtigheden af tydelige krav
Men hvorfor stilles alle medarbejdere ikke tydelige krav på jobbet, hvis det er så vigtigt for at kunne trives?
”Mange ledere ved ikke, hvor vigtigt det er,” lyder Tom Steen Jensens korte svar.
Når han ikke snakker med stressramte medarbejdere, besøger han små og mellemstore nordjyske virksomheder, hvor han arbejder med lederudvikling.
Han spørger typisk lederne, om de har en økonomisk vækststrategi. Så bliver der nikket.
”Derefter kan jeg finde på at kigge dem dybt i øjnene og spørge: Har I en strategi for, hvilken ledelse I gerne vil udøve? Så bliver nogle af dem helt blanke,” siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.