Erhverv

F1- og F3-lånere slipper billigere fra april

Lånere med variabelt forrentede realkreditlån, der skal have ny rente 1. april, skal betale mindre fremover.

Nogle boligejere får flere penge mellem hænderne, når rentesatsen på deres realkreditlån skifter 1. april. (Arkivfoto).
Nogle boligejere får flere penge mellem hænderne, når rentesatsen på deres realkreditlån skifter 1. april. (Arkivfoto). Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Der er godt nyt til de F1- og F3-lånere, der skal have ny rente på deres realkreditlån 1. april.

De skal nemlig betale mindre i rente fremover, end de har gjort hidtil.

Det viser udfaldet af de renteauktioner, der er afholdt i denne uge hos blandt andet Totalkredit og Realkredit Danmark.

Det endte med en rente på 2,27 procent for F1-lånet med afdrag. Det er en smule lavere end den nuværende rente på 2,42 procent.

- Besparelsen vil være cirka 40 kroner om måneden efter skat per lånt million kroner, hvis lånet er med afdrag. Er lånet afdragsfrit, ligger besparelsen på 90 kroner, siger Sune Malthe-Thagaard, der er chefanalytiker i Totalkredit.

Boligejere, der har et F3-lån med afdrag, skal de næste tre år betale 2,39 procent i rente, hvilket til gengæld er en mærkbar besparelse sammenholdt med de 3,29 procent, de betaler lige nu.

F5-lånerne må derimod forberede sig på en noget højere rente, end de har været vant til.

For hvor de - hvis de var kunder hos Realkredit Danmark - for fem år siden låste renten fast på minus 0,16 procent, skal de de kommende fem år betale 2,64 procent i rente.

- Til gengæld kan de glæde sig over deres heldige valg i 2021, for i løbet af de fem år har de opnået en samlet rentebesparelse på op til 102.000 kroner per million i forhold til de låntagere, som valgte etårig rentebinding i 2021 og har holdt fast i dette valg i dag, bemærker Nicolas Norby, der er chefanalytiker hos Realkredit Danmark.

Renteændringerne kommer til at berøre 17.000 kunder i Totalkredit, mens det i Realkredit Danmark er lån for sammenlagt 28 milliarder kroner, der skal refinansieres.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden