Færre handler betyder flere boliger til markedet

Efter en periode, hvor boligmarkedet har været støvsuget for boliger til salg, er udbuddet ved at vokse igen.

Når det bliver forår og sommer, kommer der vanligt flere boliger på markedet. Men i år er antallet af til salg-annoncer vokset med større hast, end det normalt har for vane.

Ifølge tal fra Boligsiden, som drives af ejendomsmæglere og ejendomsmægler-kæder, var der otte procent flere villaer og rækkehuse til salg i juni end i maj. Og der var 13,3 procent flere ejerlejligheder til salg.

Det er stigninger, der er så store, at selv hvis man fraregner den stigning, man normalt ser på den tid af året, er der tale om, at der bliver flere boliger til rådighed for potentielle købere.

Ser man på det seneste år, er der blevet blevet 11,6 procent flere villaer og rækkehuse til salg og 26,7 procent flere ejerlejligheder.

Det skriver Arbejdernes Landsbanks cheføkonom, Jeppe Juul Borre, i en analyse.

- Udbuddet af boliger vokser lige nu måned for måned, skriver han.

- Det er et resultat af, at der simpelthen er færre handler efter en tid, hvor boligannoncerne blev revet af hylderne hos mæglerne hurtigere, end de kunne nå at sætte nye op.

- Men tiden er en anden nu, og vindretningen er vendt. Mæglerne oplever nu, at der kommer stadig mere fyld på hylderne igen.

De flere salgsannoncer kommer altså efter en tid, hvor boliger er blevet revet af markedet i høj fart. Derfor er der stadig - historisk set - få boliger til salg i Danmark. Men det er mærkbart flere end for bare et år siden.

Ifølge cheføkonomen er tempoet gået lidt af markedet, fordi nogle af økonomiske vilkår for købere har ændret sig.

- Boligmarkedet står overfor en udfordrende tid, hvor det er blevet dyrere at købe og eje en bolig. Renterne er steget, som gør boliglånet dyrere. Hertil er energipriserne steget, som gør livet i boligen dyrere, skriver han i sin analyse.

- Det trækker allerede ned i handelsaktiviteten, som siden januar er dalet med 14 procent, hvis vi tager højde for sæson.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.