Færre restriktioner sætter fart under Heinekens ølsalg
I 2021 har Heineken tjent penge, efter at der i 2020 blev tabt penge på grund af mange restriktioner.
Opdateret kl. 08:38
Lempede restriktioner og en mere normal hverdag har i 2021 hjulpet bryggeriet Heineken med at øge sit salg af øl og andre drikkevarer.
Det viser regnskabet fra Heineken, der ud over øllen af samme navn også står bag ølmærker som Amstel, Tiger, Birra Moretti og Edelweiss.
Målt i volumen er Heinekens ølsalg vokset med små fem procent i 2021. Det vil sige, at bryggeriet har solgt større mængder øl end året før.
En væsentlig årsag til det har været udviklingen i coronapandemien.
Mens pandemien i 2020 reducerede salget af øl på grund af nedlukninger og restriktioner, så har det været knapt så slemt i 2021.
Det større ølsalg har bidraget til, at Heineken i 2021 har tjent 24,7 milliarder kroner. Til sammenligning betød det lavere salg i 2020, at der blev tabt penge.
- Vi leverede et sæt stærke resultater i 2021 i et udfordrende og hurtigt skiftende miljø, siger Dolf van den Brink, administrerende direktør i Heineken.
- Vi tog store skridt mod at nå niveauer fra før pandemien, og på nogle punkter overgik vi endda de niveauer, siger han i en skriftlig kommentar til regnskabet.
Dykker man ned i tallene, så er de solgte mængder af øl steget på de fleste af Heinekens markeder i 2021.
I mængder er markederne i Nord-, Syd- og Mellemamerika de største. Her har Heineken øget mængderne af solgt øl med otte procent.
Største vækst har markederne i Afrika, Mellemøsten og Østeuropa oplevet. Her er der i mængder solgt ti procent mere øl.
Til gengæld er der solgt mindre øl på markederne i Asien og Stillehavsområdet. Her er de solgte volumener faldet med tolv procent.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.