Erhverv

Færre til salg-skilte: Falder for femte måned i træk

Boligudbuddet har fortsat pil nedad efter flere måneders fald. Lige nu er 46.566 huse og lejligheder til salg.

Der er blevet færre af denne type skilte ude omkring i det danske land. Dog er det i hovedstaden, at boligudbuddet er faldet mest. (Arkivfoto).
Der er blevet færre af denne type skilte ude omkring i det danske land. Dog er det i hovedstaden, at boligudbuddet er faldet mest. (Arkivfoto). Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 07:55

Der er blevet lidt færre boliger at vælge imellem for dem, der lige nu går og overejer at købe hus eller ejerlejlighed.

Tal fra boligportalen Boligsiden viser, at antallet af udbudte boliger på markedet er faldet med to procent den seneste måned og ti procent hen over de seneste fem måneder.

Lige nu er der 33.943 villaer og rækkehuse til salg, mens det tilsvarende tal for lejligheder er 6929.

Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden, påpeger, at det ikke er unormalt, at udbuddet falder hen over vinteren.

Men hun konstaterer også, at faldet er skævt fordelt hen over landets regioner.

- Der har været tydelige geografiske forskelle i, hvor sælgerne har været mest aktive, og i Region Hovedstaden har hussælgerne været mere tilbageholdende end tidligere.

- Det falder sammen med, at der samtidig er solgt mange huse i netop denne region, siger hun.

Netop i Region Hovedstaden er udbuddet af lejligheder 21 procent lavere end på samme tidspunkt sidste år.

Omvendt er udbuddet steget med 12 procent i Nordjylland.

For villaer og rækkehuse i hovedstaden er udbuddet faldet med seks procent. Her er der aktuelt 4517 huse til salg.

Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, minder dog om, at antallet af boliger, der var til salg for tre år siden, var en tredjedel mindre end i dag.

Han forventer også, at boligmarkedet udvikler sig støt og roligt i en positiv retning i år.

- Forudsætningerne er gode med fald i renterne og et arbejdsmarked, der står hammerstærkt. Dermed er fundamentet lagt for en pæn handelsaktivitet og fortsatte prisstigninger på boligmarkedet, vurderer han.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden