Erhverv

Færre vil bruge lang tid på transport til arbejde

I 2018 var 70 procent af de beskæftigede villige til at pendle en time om dagen. I år er det 42 procent.

Pendlervilligheden blandt danske beskæftigede er fortsat faldende. Det har den været siden 2018, og ifølge Dansk Erhvervs arbejdsmarkedschef, Peter Halkjær, ser man nu langtidseffekterne af et marked med stor mangel på arbejdskraft. (Arkivfoto).
Pendlervilligheden blandt danske beskæftigede er fortsat faldende. Det har den været siden 2018, og ifølge Dansk Erhvervs arbejdsmarkedschef, Peter Halkjær, ser man nu langtidseffekterne af et marked med stor mangel på arbejdskraft. (Arkivfoto). Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 12:42

Færre end tidligere er villige til at pendle i relativt lang tid for at komme på arbejde.

Det viser en ny analyse fra organisationen Dansk Erhverv.

- Mobilitet og fleksibilitet er nøglen til et dynamisk arbejdsmarked, og når der bliver mindre af de ting, så skader det dansk erhvervsliv og dermed også det danske samfund, siger Peter Halkjær, der er arbejdsmarkedschef i organisationen.

Analysen viser blandt andet, at 71 procent af beskæftigede er villige til at pendle op til 45 minutter om dagen.

I 2018 lød tallet på 88 procent.

Det største fald ses blandt beskæftigede, der er villige til at pendle op til en time om dagen.

Her lyder tallet på 42 procent i 2025 sammenlignet med 70 procent i 2018.

Årsagerne kan være flere, men ifølge Peter Halkjær er det formentlig langtidseffekterne af, at der i en årrække har været lav ledighed på det danske arbejdsmarked.

- Vi har længe set, at der er en meget høj beskæftigelse og meget lav ledighed, og samtidig ser vi en stor mangel på arbejdskraft, lyder det fra arbejdsmarkedschefen.

Han understreger, at tallene er et udtryk for, om man hellere vil gå arbejdsløs end at pendle for eksempel en time på arbejde.

- Virksomhederne har store rekrutteringsudfordringer. At der samtidig er en mindre mobilitet, gør det endnu sværere for virksomhederne rundt omkring i Danmark at få kvalificeret arbejdskraft til deres ledige stillinger, lyder det.

Dansk Erhverv mener, at der kan skabes en bedre balance, hvis regeringen øger udbuddet af arbejdskraft.

Han ønsker desuden også, at der kigges på infrastrukturen, for at for eksempel myldretidstrafik kan afvikles bedre.

- Der skal fokus på, hvad vi kan gøre for at smidiggøre infrastrukturen. Det vil øge mobiliteten i hele landet, siger Peter Halkjær.

Der er ifølge tal fra Danmarks Statistik fra august i år 88.238 ledige på det danske arbejdsmarked.

Det svarer til en ledighed på 2,9 procent.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden