Fejl i optælling: Fagforeninger får flere medlemmer - ikke færre

Tal fra Danmarks Statistik viste, at fagforeninger mistede medlemmer i 2021. Men der var fejl i opgørelsen.

I sidste uge lød en nyhed fra Danmarks Statistik, at fagforeningerne i 2021 mistede medlemmer for første gang i otte år.

Mere specifikt faldt antallet med 5200 medlemmer til 1.890.900 i alt.

Det fik blandt andre formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard, til at sige, at ingen må tage den danske model for givet. Der skal "kæmpes for den hver dag", lød det.

Men tirsdag korrigerer Danmarks Statistik opgørelsen, og efter rettelsen viser det sig, at der er tale om en stigning i medlemmer - ikke et fald.

Den rettede opgørelse viser, at der med udgangen af 2021 var 1.903.700 fagforeningsmedlemmer. Det er en stigning på 7700 sammenlignet med året forinden.

Selv om der sidste år var et fald på 200 kvinder, trækker 7900 flere mandlige medlemmer tallet opad.

Der er altså tale om en stigning for niende år i træk og ikke et fald for første gang i otte år, som nyheden ellers først lød fra Danmarks Statistik.

Organiseringsgraden - målt som andelen af fagforeningsmedlemmer ud af den samlede arbejdsstyrke - steg også fra 65,9 procent til 66,2 procent.

I sidste uge lød det, at den faldt en anelse.

Tallene har været nødvendige at rette, fordi der har været fejl i en dataleverance fra en lønmodtagerorganisation, skriver statistikbanken.

Oprindeligt beskrev statistikbanken, at tallene dækker over store forskelle i hovedorganisationerne. Det er fortsat tilfældet, fremgår det af den rette opgørelse.

Fagforeningernes Hovedorganisation (FH) er gået fra 1.063.584 medlemmer i 2020 til 1.048.623 i 2021, hvilket er et fald på omkring 15.000 medlemmer.

Omvendt har Akademikernes Centralorganisation (AC) fået 9900 flere medlemmer og havde dermed i alt 302.626 medlemmer i 2021.

Samtidig har Lederne oplevet en stigning på 1600 medlemmer, mens der er kommet 11.000 flere medlemmer uden for hovedorganisationerne.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden