Landmand sælger anlæg med rekordunderskud - tjener 300 millioner
Selskab tjener stort på at sælge Nordjyllands største biogasanlæg til ny ejer
Opdateret kl. 19:21
Sindal Biogas havde et katastrofeår i 2024.
Minus 94 millioner kroner.
Til gengæld har landbrugsfamilien, der indtil sidste år ejede 75 procent af Sindal Biogas, haft et godt år.
Den solgte nemlig aktiemajoriteten i Sindal Biogas fra selskabet KK Invest ApS, der har Karen Kirketerp som direktør og ejer, til den store grønne kapitalfond Copenhagen Infrastructure Partners (CIP).
Pris: Over 300 millioner kroner.
Nu ejer KK Invest 10-15 procent af Sindal Biogas, mens CIP ejer mellem 66,67-89,99 procent.
Salget giver KK Invest et resultat for 2024 på 334 millioner kroner, selvom der er et underskud på driften på knap 3 millioner kroner.
Sindal Biogas er Nordjyllands største biogasanlæg og har investeret stort i at omstille sig fra at konvertere flere gårdbiogasanlæg til et stort industrianlæg, som direktør Jesper Horne sagde til Nordjyske i begyndelsen af juni i år.
Virksomheden blev etableret i 2017 og har i mange år været en del af Karen Kirketerp og Morten Glenthøjs landbrugskoncern Kirketerp Agro, der driver svineproduktion og markdrift.
Derudover har virksomheden fået tilskud til adskillige grønne EU-projekter om at reducere ammoniakforbrug og pesticidforbrug.
Direktør i KK Invest, Karen Kirketerp, fik i januar 2023 overdraget ejendomme for 194 millioner kroner fra sin nu afdøde far, Per Kirketerp.