Familiegartneri sætter gang i generationsskifte
Kridtvejs Planter i Vils har 25 år på bagen - nu har familievirksomheden taget hul på et generationsskifte
Opdateret 30. december 2022 kl. 08:41
VILS: På en råkold decemberdag i regnvejr ligger Kridtvejs Planter og slumrer. Det er lavsæson, og med kun to ugentlige åbningsdage er arbejdsmængden i planteskolen til at overse.
Men bag kulissen har familien Heltborg deres at se til. Fra 1. januar 2023 overdrager Britt og Jens Heltborg nemlig formelt deres planteskole til det nystiftede anpartsselskab Kridtvejs Planter ApS.
Dermed går startskuddet på et generationsskifte, der i løbet af en årrække skal folde sig ud, så sønnerne Casper og Carsten Heltborg kan overtage familievirksomheden. Men i første omgang kommer skiftet ikke til at betyde noget i dagligdagen.
- Casper og Carsten har i løbet af de seneste år været en del af virksomheden, hvor de allerede har sat deres aftryk på Kridtvejs Planter, fortæller Jens Heltborg.
Der er nemlig rigtig godt gang i planteskolens webshop, hvor der er åbent hele døgnet, og kunder fra nær og fjern svinger dankortet med stor iver. Det store onlinesalg har betydet, at der er opført en ny pakkehal, ligesom lagerstyringen er blevet optimeret.
- Tilbage i 2004 startede vi ellers med at sige, at "sådan en webshop er ikke noget for os". I stedet brugte vi en webshop-skabelon til at lave en infoside, hvor folk kunne læse om vores planter, men hvor der ikke var salg. Efter et par år blev efterspørgslen dog så stor, at vi måtte sætte priser på, og så var webshoppen en realitet, fortæller Jens Heltborg.
Ægteparret Britt og Jens Heltborg grundlagde virksomheden i 1995, og i 1998 slog de dørene op til butikken på Kridtvej, hvor der udover haveplanter sælges tilbehør og redskaber til det haveglade folk.
Sønnerne Casper og Carsten Heltborg, der er henholdsvis 24 og 28 år gamle, er bogstavelig talt vokset op med planteskolen:
- Jeg kan huske, at jeg gik og var gravid med Carsten, lige inden vi startede op, hvor vi skulle plante en masse piletræer til planteskolen, fortæller Britt Heltborg.
Planteskolen ligger klods op ad familiens hjem, og det har været både godt og skidt.
- Det har været dejligt, fordi Britt altid har været tæt på børnene, men det betyder også, at det nogle gange kunne være svært at lægge arbejdet fra sig. Især i starten, fortæller Jens Heltborg, der i flere år supplerede indtægten fra planteskolen med job som anlægsgartner og hos Jesperhus.
I dag udgør webshoppen 80 pct. af omsætningen i virksomheden, og det er indtjeningen herfra, der gjorde det muligt for Jens Heltborg at stoppe med sine bijobs, da det blev for hårdt for kroppen.
- Webshoppen sørger for, at vi får kunder fra hele landet, og den skaber også kunder på planteskolen. Folk sidder hjemme og kigger på, hvad vi har, og så tager de gerne en udflugt herop, også selvom der er et par timer i bil, fortæller Carsten Heltborg.
Carsten Heltborg er uddannet købmand mens Casper Heltborg er mekaniker. De to indrømmer, at de ikke har den store viden om planter, men gennem driften af virksomheden, udvikling af webshoppen og ikke mindst lidt godt købmandskab, håber den nye generation at de kan løfte virksomheden ind i fremtiden.
Og resten er der råd for:
- Vi har heldigvis nogle rigtig dygtige medarbejdere, som virkelig ved, hvad de har med at gøre. De er valgt med hjertet, de er altid med på at prøve noget nyt, og det er guld værd. Og så håber Britt og jeg, at vi må få lov at være med nogle år endnu, siger Jens Heltborg med et smil.
Kridtvejs Planter kan i 2023 fejre deres 25-års jubilæum 28.-30. april i butikken på Kridtvej.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.