Fed fidus, når du tager bussen: Tag en pakke med - og bliv belønnet

NT-forsøget er verdens første af sin art

Du kan nu score bonus ved at tage pakker med i den offentlige transport i Nordjylland. Arkivfoto: Henrik Louis

Du kan nu score bonus ved at tage pakker med i den offentlige transport i Nordjylland. Arkivfoto: Henrik Louis

NORDJYLLAND:Danskerne modtager millionvis af pakker hvert eneste år. Pakkerne skal transporteres fra A til B og leveres med varevogne på kryds og tværs af landet.

Nordjyllands Trafikselskab (NT) er netop gået med i et forsøg med navnet "Crowdship", hvor fokus er på at undersøge, hvorvidt borgere og erhvervsdrivende kan hjælpe hinanden med en lettere, grønnere og billigere levering.

Som en del af forsøget stiller NT seks pakkebokse til rådighed på stationerne Frederikshavn St., Hjørring St., Aalborg Busterminal, Aabybro Busterminal, AAU Busterminal og Aars Busterminal.

Forsøget, der varer indtil udgangen af september, tester en form for deleøkonomi, hvor de rejsende i den kollektive trafik leverer pakker på kryds og tværs af regionen.

Forsøget med "crowdshipping" er det første i verden, der gør brug af den kollektive trafik. Crowdshipping udspringer af crowdsourcing-begrebet, hvor tanken er at dele problemløsning ud til et netværk af mennesker.

I dette forsøg er fokus på at reducere trængslen og CO2 udslippet ved at lade passagerer i den kollektive trafik tage pakker med for hinanden.

- Hos NT vil vi gerne støtte forsøget. Vi tror på, at services såsom nærbokse på stationerne kan være med til at gøre hverdagen let og enkelt for vores kunder. Vi er derfor spændte på at se, hvor villige kunderne er til at medtage pakker for andre, og så er det også vores håb, at projektet på lang sigt kan være med til at nedbringe trængslen på vejene og dermed også bidrage til at reducere CO2-udslippet” siger Mette Henriksen, chef for kunder og Salg hos NT i en pressemeddelelse.

Andreas Fessler, erhvervs-ph.d. på DTU og initiativtager til forsøget, er interesseret i at afdække, hvad menneskers vaner, værdier og adfærd betyder for, om de er villige til at transportere andre menneskers pakker.

- Det skal naturligvis være nemt og bekvemt at få fat i pakkerne og at komme af med dem igen. At hente og aflevere skal gerne være sammenligneligt med at checke ind og ud med rejsekortet. Den grundlæggende ide er, at passagererne vil blive kompenseret for at tage en eller flere pakker med, siger han i samme pressemeddelelse.

Rejsende, der er interesseret i at deltage i forsøget, kan tilmelde sig på www.atkins.dk/crowdship.

Som tak modtager deltagerne et gavekort på 50-100 kr. til 7-eleven. Beløbets størrelse vil afhænge af, hvor mange pakker deltageren medbringer. I en eventuel permanent løsning er det planen, at man modtager penge/kredit til rejseudgifter.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.