Finansiel uro i Storbritannien: Centralbanken træder til

Den britiske regeringens budgetforslag har skabt finansiel uro, så Bank of England må træde til med opkøb.

Den britiske premierminister Liz Truss (tv.) og den britiske finansminister Kwasi Kwarteng (th.) har foreslået et budget, der vil sende flere penge ud i den britiske økonomi. Forslaget er blevet kritiseret af blandt andet Den Internationale Valutafond, IMF. På de finansielle markeder har det udløst uro og en højere rente for britiske statsobligationer. Onsdag har Bank of England måtte træde til for at forsøge at stabilisere markederne. (Arkivfoto) <i>Dylan Martinez/Reuters</i>

Den britiske premierminister Liz Truss (tv.) og den britiske finansminister Kwasi Kwarteng (th.) har foreslået et budget, der vil sende flere penge ud i den britiske økonomi. Forslaget er blevet kritiseret af blandt andet Den Internationale Valutafond, IMF. På de finansielle markeder har det udløst uro og en højere rente for britiske statsobligationer. Onsdag har Bank of England måtte træde til for at forsøge at stabilisere markederne. (Arkivfoto) Dylan Martinez/Reuters

Onsdag har Bank of England - den britiske nationalbank - følt sig nødsaget til at gribe ind efter flere dage med uro på de finansielle markeder.

Uroen blev udløst af den britiske regerings forslag om en hjælpepakke, der ikke var fuldstændigt finansieret.

Det fik pundet til at falde i værdi og renterne på britiske statsobligationer til at stige voldsomt.

Onsdag fik Bank of England nok. Nationalbanken annoncerede, at den vil opkøbe britiske statsobligationer for at genskabe stabilitet.

- Det er noget, vi ikke ser særligt tit, siger seniorøkonom i Sydbank Kim Blindbæk.

Han forklarer, at det illustrerer, at der i Storbritannien er nogle voldsomme kræfter, der trækker britisk økonomi i forskellige retninger.

På den ene side står den britiske centralbank. Den kæmper for at få nedbragt landets inflation. I august var priserne 9,9 procent højere end et år tidligere.

Derfor vil Bank of England hæve renten og sælge nogle af de statsobligationer, den har købt. Det skal trække pund ud af samfundsøkonomien og dermed nedbringe efterspørgslen.

Alt sammen for at få priserne til at falde til ro.

På den anden side står den britiske regering. Den vil gerne hjælpe borgerne med at betale sine regninger. Derfor har den foreslået sin hjælpepakke. Det vil øge beholdningen af penge ude i de britiske husholdninger.

- Det har skabt meget store udsving på de finansielle markeder i Storbritannien. I sidste uge så vi de korte renter stige i det hurtigste tempo nogensinde, siger Kim Blindbæk.

Han peger på, at Storbritannien har en relativt høj gæld målt i forhold til landets økonomis størrelse.

Tidligere havde Storbritannien en AAA-kreditvurdering, som den Danmark har. Men i dag har Storbritannien kun en AA-kreditvurdering.

- Risikoen er bestemt, at den bliver nedjusteret yderligere. For det her kommer til at øge underskuddene i Storbritannien, siger Kim Blindbæk.

- Der fik investorerne nok i sidste uge. Nu vurderer de, at man bruger for mange penge i Storbritannien. Især fordi hjælpepakken et stykke hen ad vejen er ufinansieret.

Det har medført en ny hovedpine for Bank of England, der dels muligvis blev bekymret for landets pensionskasser, dels blev bekymret for, om det finansielle system i landet havde penge nok i omløb til at sikre, at borgerne kan optage lån.

Om sine opkøb skriver Bank of England:

- Formålet med disse opkøb er at genoprette ordnede markedsforhold. Disse opkøb vil blive udført i hvad end skala, det er nødvendigt for at opnå dette udfald.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.