Erhverv

FL Smidth undersøger mulige brud på sanktioner mod Rusland

FL Smidth gør opmærksom på, at virksomheden kan have brudt sanktionsreglerne mod Rusland.

FLSmidth havde tidligere hovedsæde i Valby, hvor billedet her stammer fra. Selskabet har dog solgt det gamle domicil på Vigerslev Allé og er rykket ind i nye lokaler på Havneholmen i København. (Arkivfoto).
FLSmidth havde tidligere hovedsæde i Valby, hvor billedet her stammer fra. Selskabet har dog solgt det gamle domicil på Vigerslev Allé og er rykket ind i nye lokaler på Havneholmen i København. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Danske FL Smidth kan uforvarende have været medvirkende til, at sanktionsreglerne mod Rusland er blevet overtrådt.

Det fortæller selskabet fredag morgen, efter at man har undersøgt et forløb omkring udbud på mulige projekter i Kasakhstan.

Resultatet er, at man ikke kan afvise brud på sanktionerne, i forbindelse med at personer i Rusland har fået adgang til udbudsmaterialerne.

FL Smidth har derfor underrettet de relevante myndigheder og vil samarbejde i forbindelse med efterforskningen af de mulige overtrædelser.

Selskabet har også trukket sig fra alle disse udbud og er samtidig i gang med at gennemgå og styrke sit complianceprogram og sine risikostyringsværktøjer.

- FL Smidth forpligter sig fuldt ud til at sikre overholdelse af gældende sanktionskrav samt interne politikker og procedurer på tværs af regioner og forretningsområder, hedder det i en pressemeddelelse.

De droppede projekter har ikke været medregnet i selskabets finansielle forventninger og får derfor heller ikke nogen umiddelbar betydning for forretningen.

FL Smidth har heller ikke sat penge til side til en eventuel straf for brud på sanktionsreglerne.

FL Smidth er en global ingeniør- og teknologivirksomhed, der tidligere leverede udstyr, service og løsninger til både cement- og mineindustrien.

Sidste sommer frasolgte virksomheden dog cementforretningen og vil fremover koncentrere sig om mineindustrien.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden