Flere boliger sættes til salg til højere priser

Udbuddet af huse og lejligheder til salg vokser på boligmarkedet. Trods større udbud stiger udbudspriserne.

Boligmarkedet er i øjeblikket præget af, at flere boliger sættes til salg til højere priser. (Arkivfoto). <i>Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix</i>

Boligmarkedet er i øjeblikket præget af, at flere boliger sættes til salg til højere priser. (Arkivfoto). Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix

Selv om antallet af boliger til salg stiger, betyder det ikke, at udbudspriserne falder.

Tværtimod bliver huse og lejligheder i dag sat til salg til højere priser end for et år siden. Det viser en opgørelse fra Finans Danmark.

Ifølge opgørelsen har der ved udgangen af juni stået 25.239 parcel- og rækkehuse til salg. Det er 2149 flere end samme tidspunkt sidste år.

Samtidig har der stået 6864 ejerlejligheder til salg ved udgangen af juni, og det er 1366 flere end et år tidligere.

Trods det større udbud er der ifølge Finans Danmark stadig forholdsvis få huse til salg, når der sammenlignes med tidligere niveauer.

I teorien vil et større udbud af boliger til salg betyde lavere udbudspriser, fordi der er mere at vælge imellem for boligkøberne.

Men sådan forholder det sig ikke lige nu, hvor et gennemsnitlig hus på 140 kvadratmeter udbydes til lige over 2,8 millioner kroner. Det er godt 175.000 kroner mere end for et år siden.

Og for en typisk ejerlejlighed på 80 kvadratmeter bliver den lige nu udbudt til lige under 3,2 millioner kroner. Det er en stigning på næsten 120.000 kroner på et år.

Interessen for at købe bolig ses også ved, at huse såvel som ejerlejligheder i gennemsnit er til salg på markedet i forholdsvis kort tid.

Viceadministrerende direktør i Finans Danmark Ane Arnth Jensen vurderer, at boligejerne kan have et håb om at score en god gevinst, når de beslutter sig for, hvad deres bolig skal sættes til salg til.

- Sælgerne er tydeligvis fortsat optimistiske, når de sætter prisen på deres hus i et marked med et forholdsvist lavt antal huse til salg og korte udbudstider, siger hun i en pressemeddelelse.

Direktøren advarer om en række nye tendenser, man som sælger skal være opmærksom på.

Renterne er steget, og det kan gøre det sværere for flere at finansiere et boligkøb.

Dertil er de danske forbrugerpriser steget. Senest er inflationen vokset til 8,2 procent i juni, og det er den største årsstigning siden februar 1983.

- Det gør det dyrere at være dansker, og det kan betyde, at færre har råd til at matche de fortsat højere udbudspriser, siger Ane Arnth Jensen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.