Flere end 5000 nordjyske arbejdspladser i vente
Stor millionbevilling skal bane vejen for teknologisk tigerspring for udvikling af grønt brændstof i Nordjylland.
Michael Stie Laugesen vidste godt, at det var et spørgsmål om dage, før det ville stå klart, hvor mange penge, Nordjylland ville få del i - penge, som EU har givet til otte regionale fyrtårnsprojekter.
Michael Stie Laugesen sad i sin bil foran Gug Skole og skulle ind for at hente sin seks-årige søn og sin ni-årige datter, da telefonen ringede torsdag sidst på eftermiddagen.
Det var en embedsmand fra Erhvervsstyrelsen, der kunne overbringe det glade budskab om, at i alt 92,4 millioner kroner finder vej til Nordjylland - penge, der skal hjælpe i bestræbelserne på at fange, genanvende eller lagre CO2 - fremfor at udlede den i atmosfæren.
Hele formålet med genanvendelses- og lagringsøvelsen er - på et tidspunkt og i stor skala - at kunne producere fremtidens grønne brændstoffer med indfanget CO2 og brint lavet på store elektrolyseanlæg, der benytter sig af vedvarende energi.
Brændstofferne skal kunne bruges på skibe, lastbiler og fly.
“Det var en fantastisk besked at få i telefonen, for perspektiverne er kæmpestore,” siger Michael Stie Laugesen, der er teamleder og projektchef ved Green Hub Denmark.
Green Hub Denmark har til formål at bygge bro mellem virksomheder, forbrugere, forskere og myndigheder for sammen at skabe en platform for grøn vækst.
Green Hub Denmark er et offentligt-privat partnerskab, som arbejder med grøn innovation, bæredygtige forretningsmodeller og test i stor skala for at tackle klimaudfordringer.
Parterne spænder over repræsentanter fra forskning, erhverv og forsyning til forbrugere og den offentlige sektor.
Michael Stie Laugesen ringede som det første til erhvervsdirektør i Aalborg og direktør for Greenhub Denmark, Poul Knudsgaard, for at orientere ham, og de næste døgn bimlede og bamlede Michael Stie Laugesens telefon konstant med beskeder fra samarbejdspartnere og andre, der ville tage del i glæden.
For de mange millioner skal nu ud at arbejde i ni forskellige og konkrete projekter i Nordjylland, og der er store perspektiver i projekterne - ud over den rent klimamæssige, lover Michael Stie Laugesen.
Der er nemlig også nye arbejdspladser i vente.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.