Flere erhvervsskoleelever slipper for skoleoplæring

Antallet af erhvervsskoleelever, der er i skoleoplæring, er faldet med en tredjedel det seneste år.

Antallet af unge, der er i lære lige nu, er det højeste siden 2013. <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Antallet af unge, der er i lære lige nu, er det højeste siden 2013. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Mangel på praktikpladser har længe været et problem for de unge, der gerne vil have en erhvervsuddannelse.

Men selv om der fortsat er elever, der må tage til takke med skoleoplæring frem for en elevplads i en virksomhed, er der tegn på bedring.

Nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet for april viser, at antallet af igangværende lærepladsaftaler er 77.763, hvilket er fire procent flere end for et år siden og det højeste antal siden 2013.

Samtidig er antallet af lærepladssøgende, som er i skoleoplæring, faldet fra 5569 til 3687, svarende til 34 procent.

Det glæder Signe Tychsen Philip, der er underdirektør i Dansk Industri.

- Vi har længe haft det dårligt med ikke at kunne sikre erhvervsskoleelever en læreplads. Men mange års arbejde med at få flere virksomheder til at engagere sig i at oplære elever ser nu ud til at bære frugt.

- Og så har manglen på arbejdskraft selvfølgelig også fået flere virksomheder til at ansætte flere lærlinge, siger Signe Tychsen Philip.

Hun er ikke så bekymret for udsigten til, at konjunkturerne kan vende på et tidspunkt, hvis verdensøkonomien ryger i bakgear, som nogle økonomer forudser.

- Vi forventer, at efterspørgslen efter arbejdskraft stadig vil være der med de investeringer i den grønne omstilling, vi ser ind i.

- Det gælder særligt smede, industriteknikere og mekanikere. Det er der, at antallet af lærepladser særligt vokser i disse år, og vi forventer, at det fortsætter, siger hun.

I 2016 blev der indgået en trepartsaftale, som siger, at der senest i 2025 skal indgås mindst 8000 flere årlige praktikpladsaftaler.

Sidste år blev der indgået godt 4146 flere praktikaftaler.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden