Først kom Jodle Birge: I dag kan TEWA så meget andet

Fra 70'erne fik mange af danskpoppens store lavet musik her. Nu laver TEWA mest grafik for store og små virksomheder. Men kassettebånd og cd'er trykkes stadig

14 år med masser af opgaver for store virksomheder og mange af de små. Det er noget af det, der får partnerne Jan Hansen (tv.) og Thorsten Sander til at glæde sig til at gå på arbejde hver dag i landsbyen Fandrup. <i>Foto: Bo Lehm</i>

14 år med masser af opgaver for store virksomheder og mange af de små. Det er noget af det, der får partnerne Jan Hansen (tv.) og Thorsten Sander til at glæde sig til at gå på arbejde hver dag i landsbyen Fandrup. Foto: Bo Lehm

FARSØ:Man kunne med fuld ret rejse et monument for dansk popmusik foran TEWAs indgang. Men der står kun en rusten benzinstander, fra dengang stedet var købmandsbutik.

Indrømmet: Standeren er ret flot. Den er af den helt gamle slags med lilla glas foroven,  smadret engang i årtiernes løb.  Men der har dog været mere opmærksomhed på de varer, der er løbet over TEWA's desk, end dem der kom fra den brugs, der lukkede i Fandrup tilbage i 1982.

- Vi har tænkt på at få den renoveret. Der er også nogen, der har villet købe den, og et museum har også spurgt på den. Men nu har den stået her så længe; den hører altså til, siger Thorsten Sander, den ene halvdel af ejerduoen i landsbyen Fandrup, et par kilometer udenfor Farsø.

Fortid og nutid

Sådan er der så meget med TEWA. På den ene side en moderne grafisk virksomhed, der både  arbejder for mindre lokale virksomheder og får ordrer fra mastodonter som Mærsk, Danfoss og Grundfos. På den anden side vedkender TEWA sig fortiden, hvor man var en institution i popmiljøet.

Kørte du ind på en benzintank i 80'erne eller 90'erne? Så har du helt sikkert set og måske købt et kassettebånd eller en cd lavet hos TEWA. Her udgav man noget af den folkeligste popmusik, som den etablerede musikindustri ikke rigtigt ville kendes ved. Og scorede store så salgstal, at firmaet er blevet kaldt for "kassettebåndenes konge."

Det var her, Jodle Birge fik sit første kassettebånd lavet - "Party på Fjordens Perle" - og dermed gav den vildt populære popmusiker sit første gennembrud. Den legendariske komponist Bent Fabricius-Bjerre har ofte været igennem på telefonen med sin myndige stemme, når han skulle sikre sig, at udgivelser blev, som han ønskede det. 

Dertil Dræsinebanden, Posten fra Ranum, Vagn og Vagabonderne og andre fra den halve dansktop, der har været forbi den gamle brugs. På den ene eller anden måde.

Også nyere kendte navne får lavet cd'er her. Blandt andre Erann DD og Anders Blichfeldt fra storbandet Big Fat Snake. 

 Jan Nielsen overtog TEWA efter sin far Erik i 1997 og har efterhånden været beskæftiget med firmaet i snart 40 år.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

 Jan Nielsen overtog TEWA efter sin far Erik i 1997 og har efterhånden været beskæftiget med firmaet i snart 40 år.  Foto: Bo Lehm

Salg for bøvlet

- Men musik fylder ikke så meget hos os mere. Vi er mest af alt en grafisk virksomhed, der kan klare lidt af hvert, forklarer 58-årige Jan Nielsen, der har arbejdet i firmaet i 40 år.

Alsidigheden ser man indenfor i det store, åbne lokale, der rummer alt undtagen lageret. Her er luften lidt skarp af trykvæske. Og Jan Nielsen og hans 50-årige partner er trængt helt op ad væggen af en lang række maskiner.

Bagerst i lokalet hvisler det ind imellem, når en båndmaskine sættes i gang.  Tyndt, brunt båndtape flyver rundt om spoler, som om de er på vej til at blive til båndsalat. Det bliver det dog ikke, der er styr på det. Men synet får halvgamle besøgende til at spærre øjnene nostalgisk op.

For jo: Det indspilles stadig kassettebånd her. Mediet, som mange millioner mennesker har haft deres musiksamling på fra barnsben, men som på rekordtid forsvandt, da cd'en slog igennem sidst i 80'erne.

Egentlig lukkede TEWA ned for produktion af kassettebånd omkring 2005, da markedet gik dødt. Men i 2018 fandt Jan Nielsen denne maskine og købte den, før den den blev til skrot. Investeringen ser ud til at komme hjem igen, for der er kommet nye brugere af det klassiske brune båndtape derude. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Egentlig lukkede TEWA ned for produktion af kassettebånd omkring 2005, da markedet gik dødt. Men i 2018 fandt Jan Nielsen denne maskine og købte den, før den den blev til skrot. Investeringen ser ud til at komme hjem igen, for der er kommet nye brugere af det klassiske brune båndtape derude. Foto: Bo Lehm

Til unge og veteraner

- Vi får stadig bestillinger på kassettebånd. For eksempel fra unge, der gerne vil udgive deres musik på en speciel måde. Og fra for eksempel veteranbilklubber, der stadig har en kassetteafspiller i bilen, fortæller Jan Nielsen, der egentlig droppede båndproduktionen omkring 2005, men fandt den nuværende maskine i 2018.

Få meter væk summer det fra en lille robotlignende maskine, der svinger rundt med blanke cd-skiver. Også indspilning på cd-, dvd- og cd-rom produceres på TEWA. Og er du en af de mange fans af TV2 -serien Badehotellet, der har fået eller køber sæsonerne på dvd, så er udgivelserne grafisk produceret og trykt hos TEWA.

Det er også derfor, nogle af de store aktører i erhvervslivet henvender sig i den gamle brugs på Fandrups Nordvestvej. For Grundfos og Danfoss har stadig brug for software-programmer på cd-skiver i en vis mængde.  

En drøm af en cd-maskine for mange i 80'erne eller 90'erne: En maskine, der kan kopiere cd'er i hobetal. Men nu er det TEWAs, og den har lige lavet en omgang af de runde skiver fyldt med software til Grundfos og Danfoss. <i>Foto: Bo Lehm</i>

En drøm af en cd-maskine for mange i 80'erne eller 90'erne: En maskine, der kan kopiere cd'er i hobetal. Men nu er det TEWAs, og den har lige lavet en omgang af de runde skiver fyldt med software til Grundfos og Danfoss. Foto: Bo Lehm

Droppede dørsalg

I mange år var der dørsalg af de kassettebånd og cd'er, man trykkede og kopierede på TEWA. Men det holdt op, da Jan Nielsen overtog TEWA efter sin far Erik Nielsen i 1997.

- Det var i længden et værre bøvl at skulle sælge og distribuere musikken. Så det holdt vi op med. Musikere har ofte en stor tro på sig selv, og hvis ikke de solgte så meget, som de havde forventet, fik TEWA nogle gange skyld for at have solgt plader uden om dem. Vi trykker stadig gerne plader, kassettebånd og covers. Men distribution og salg gør vi ikke i mere, fortæller Jan Nielsen.

Mange lidt ældre besøgende på TEWA kan få et nostalgisk sug i maven ved synet af nyindspillede kassettebånd.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

Mange lidt ældre besøgende på TEWA kan få et nostalgisk sug i maven ved synet af nyindspillede kassettebånd.  Foto: Bo Lehm

Masser af maskiner

De sidste 15 år har han haft Thorsten Sander som medejer og partner.  De to kører et stille parløb og gør ikke meget væsen af sig udad til. Såmænd heller ikke indad til, hvor de nærmest er trængt op ad den fjerneste væg af alle de maskiner, de har anskaffet sig i årenes løb. 

- Vi har lidt af hvert. Men vi plejer jo også at sige, at hvis de store firmaer kan lave noget til en bestemt pris, så kan vi også. Og det er sket en del gange, at vi har sagt ja til en opgave, som vi ikke ved, hvordan vi skal løse. Men så finder vi ud af det bagefter, siger Thorsten Sander.

- Det her er ikke nogen guldrandet virksomhed. Hvis vi ville være rige, skulle vi have lavet noget andet. Men TEWA har da kunne holde vores to familier i live.  Og jeg har fem børn, Jan fire, smiler Thorsten Sander.

Aldrig skændtes

Få har set en reklame for TEWA, der ellers kan lidt af hvert med grafik, fotos og tryksager. Det er simpelt hen ikke nødvendigt.

- Alle kender os i branchen, og vi har en del faste kunder, der vender tilbage. Også andre trykkerier, der ved præcist hvad vi kan, forklarer Thorsten Sander.

De er grebet af faget, forretningen og selvstændigheden. At kunne vælge de opgaver, de vil. Og aflevere et godt stykke arbejde, ofte hurtigere end de fleste. Og så at de har opbygget et  usædvanligt godt indbyrdes forhold.

- Jeg tror aldrig nogensinde, vi har skændtes i de 14 år, vi har arbejdet tæt sammen. Og vi er da ikke altid helt enige. Det må være fordi, vi er gode til at respektere hinanden, funderer Thorsten Jansen.

300.000 spil

En andet sted står en folieringsmaskine og venter på næste opgave. Den skal pakke ikke færre end 300.000 computerspil ind i plast. Det sker med en hastighed på 10-15.000 spil om dagen.

Selv om de har arbejdet lige op og ned ad hinanden i fem seks dage om igen i 14 år, har duoen bag TEWA aldrig skændtes, bedyrer Thorsten Sander (tv). <i>Foto: Bo Lehm</i>

Selv om de har arbejdet lige op og ned ad hinanden i fem seks dage om igen i 14 år, har duoen bag TEWA aldrig skændtes, bedyrer Thorsten Sander (tv). Foto: Bo Lehm

- Det er Nintendospil, vi pakker ind for firmaet Envases i Hjallerup. Når vi er færdige sendes de ud i hele verden, fortæller Thorsten Sander entusiastisk.

Hvad de skal lave bagefter? Det ved de ikke helt. Men de er ikke i tvivl om, at telefonen nok skal ringe med nye opgaver, som den har gjort i snart 40 år.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden