Formand om mink-kompensation: - Vi skal ikke forgyldes, men heller ikke forgældes

Formanden for de nordjyske pelsdyravlere mener, at langt de fleste minkavlere vil være tilfredse med den aftale om kompensation, som et flertal i Folketinget vedtog mandag aften

Formanden for de nordjyske pelsdyravlere, Ole Bakke. Arkivfoto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

Formanden for de nordjyske pelsdyravlere, Ole Bakke. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

NORDJYLLAND:Et bredt flertal af Folketingets partier landede mandag aften en aftale om kompensation til minkavlerne efter et meget langstrakt forhandlingsforløb.

En aftale, som betyder, at hver enkelt minkavler kan forvente en samlet kompensation på mellem 11,6 og 13 millioner kroner.

Kompensationen dækker erstatning for de aflivede dyr, tabt indtjening nu og i fremtiden samt en kompensation for blandt andet inventar og staldbygninger.

At aftalen nu er faldet på plads, glæder Ole Bakke, formand for Nordjyllands Pelsdyravlerforening.

- Nu skal vil lige have gravet os ned i aftalen og have læst den grundigt igennem, men overordnet set, er den ramt inden for skiven, synes jeg.

Ole Bakke mener, at ser man på det samlede beløb til minkavlerne, så er det en okay aftale, Regeringen har forhandlet på plads sammen med Venstre, De Radikale, SF og Liberal Alliance.

- Vi skal ikke forgyldes, men heller ikke forgældes. Nogle minkavlere ville måske gerne have haft mere, men der er 1100 avlere og dermed 1100 meninger om, hvordan den aftale skulle strikkes sammen, siger Ole Bakke.

Fakta: Sådan ser kompensationen ud

* Den samlede aftale for kompensation til det danske minkerhverv kan løbe op i 19 milliarder kroner.

* Hver enkelt minkavlers erstatning skal udregnes individuelt.

* Den gennemsnitlige minkavler med ca. 2670 avlsdyr på sin farm kan se frem til en erstatning for aflivede dyr på 2,7 - 4,1 mio. kr.

* En erstatning for tabt fremtidig indtjening på 7,6 mio. kr.

* En erstatning for restværdien af for eksempel inventar og stalde på 1,3 mio. kr.

* I alt vil den gennemsnitlige minkavlers erstatning ende på mellem 11,6 og 13 mio. kr.

* En gennemsnitlig minkavler har en gæld på 8,7 mio. kr.

Kilder: Finansministeriet og Erhvervsministeriet

Den samlede aftale for kompensation til minkerhvervet i Danmark kan løbe op i 19 milliarder kroner, og hver minkavlers kompensation skal udregnes individuelt.

Det er også det eneste rigtige at gøre, vurderer Ole Bakke.

- Det svarer jo til, at regeringen reelt køber 1100 minkfarme. Ikke to sager er ens, så det er klart mest fair at vurdere hver enkelt, siger pelsdyravlerformanden.

Han vurderer, at beløbet på ca. 11-13 millioner kroner vil være nok til at sikre en fremtid for de fleste minkavlere, som fik indtjeningsgrundlaget rykket bort i efteråret, da landets mink blev aflivet for at forhindre coronavirus i at sprede sig.

Inden aftalen faldt på plads, sagde Ole Bakke til NORDJYSKE, at nogle minkavlere formentlig ville gå rettens vej i utilfredshed med den del af erstatningen, som ifølge lov L77, der forbyder minkhold året ud, bliver fastsat efter reglerne for ekspropriation.

Ole Bakke er stadig ikke sikker på, at der ikke kommer retssager i kølvandet på den indgåede aftale, men han tror ikke, det bliver mange.

- Jeg kan ikke afvise, at der kommer retssager. Men langt de fleste minkavlere vil være tilfredse, så jeg tror ikke, det er mange, siger Ole Bakke.

Tirsdag aften udlægger Kopenhagen Fur (Andelsforeningen for de danske minkavlere, red.) aftaleteksten for den enkelte minkavler via et Zoom-møde. Her vil minkavlerne kunne få en forklaring på de enkelte dele af aftalen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.