Fra fliserenser til direktør: Niels Jørgen har taget den store tur i Fårup
Niels Jørgen Jensen har haft det meste af sit arbejdsliv i Fårup Sommerland, som i påsken åbner op for en ny sæson. Der skulle en af verdens mest kendte virksomheder på banen, før han var klar til et jobskifte. Direktøren fortæller om sin karriere i serien "Mit CV"
Niels Jørgen Jensen er administrerende direktør i Fårup Sommerland. Han er 44 år, født og opvokset ved Saltum og bor i dag i Vodskov med partneren Malene. Sammen har de Johanne og Astrid på 11 og 14 år.
Her er Niels Jørgens CV:
1989-1992: Avisbud ved Saltum
Da jeg var barn, havde vi en bod ved vejen, hvor der blev solgt gulerødder, ærter osv. Jeg hjalp til og fik en lille del af overskuddet. Det gjorde, at jeg fik øjnene op for fordelen ved selv at tjene penge og spare op til de ting, jeg gerne ville have, for eksempel spil til min Commodore 64.
Så jeg blev avisbud, og ruten var faktisk nærmest i baghaven til Fårup. Det var både Vendsyssel Tidende og Nordjyske Stiftstidende dengang, og der var så lang afstand mellem de gårde, jeg skulle dele ud til, at jeg kun havde 10-12 aviser på min rute.
Det var til at overskue, og når der var dårligt vejr, var mine forældre flinke til at køre mig rundt. På grund af de få aviser var lønnen ikke specielt høj, men jeg kunne alligevel se, at der kom penge på kontoen. Det var hårdt at skulle tidligt op i weekenderne, men det var sundt som led i at tage de første forsigtige skridt ind i en arbejdskultur.
1992-2003: Sæsonansat, Fårup Sommerland
Jeg har to brødre, som er henholdsvis seks og ni år ældre end mig. De arbejdede i Fårup Sommerland og byggede broen for mig. Jeg startede i en påske, hvor jeg blandt andet slog græs og højtrykrensede fliserne i grill-området. Så de fliser lærte jeg personligt at kende.
Det var fantastisk at arbejde i Fårup, hvor jeg kom ind i en kultur med mange ligesindede. Jeg opdagede værdien af at have gode kollegaer, og vi havde masser af sjov og ballade. Else, der den dag i dag passer hestene, havde dengang bopæl bagved Loen (restaurant i Fårup Sommerland red.). Det var der, vi mødtes efter arbejde og fik en sodavand eller en øl. Derfra var der heller ikke langt til at bruge Parkens faciliteter efter lukketid.
Fårup er i dag meget formaliseret, og det var noget mere afslappet dengang. Samtidig var der ikke helt så mange arbejdsregler, hvilket der selvfølgelig både var fordele og ulemper ved.
Noget af det første jeg lærte fra Søren (Kragelund, tidligere direktør, Fårup Sommerland red.) var i forbindelse med, at jeg skulle lægge nogle skilte til side. Jeg lagde dem med bagside mod forside, og så ridsede det øverste skilt det nederste. Der blev jeg irettesat, og jeg husker det tydeligt, for det var et meget godt billede på, at vi skulle være opmærksomme på at passe på tingene i parken.
Jeg tjente penge nok i løbet af sæsonen i Fårup til, at jeg kunne holde det kørende i resten af året. Jeg kunne henover juli måned godt arbejde 25-30 dage i træk. Jeg havde min base omkring Loen og Oasen, hvor jeg startede som opvasker og efterfølgende blev tjener og steger, som det hed dengang.
Jeg havde også en del år som assisterende områdeleder. Når jeg vendte tilbage år efter år, var det som at komme hjem til en anden familie. Det var ikke kun et arbejde, og jeg overvejede faktisk ikke at søge job andre steder. Det skyldes nok også, at der gennem årene var en faglig udvikling.
Du kan læse resten af Niels Jørgen Jensens CV på Det Nordjyske Mediehus' nye erhvervsmedie Vigeur.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.