Fiskeri

Fra gammelt skrog til nyt skib: Otto er landet i Slettestrand

Den mere end 120 år gamle båd skal totalrenoveres, og det skaber en enestående og unik mulighed for unge, der gerne vil uddanne sig som bådebygger

Den mere end 120 år gamle båd ankom i sidste uge til Slettestrand
Den mere end 120 år gamle båd ankom i sidste uge til Slettestrand Foto: Han Herred Havbåde

SLETTESTRAND: For det uvidende øje ligner det en gammel og udtjent båd, og der pågår da også et omfattende renoveringsarbejde for ”Otto Rud", der forleden tog turen fra havnen i Svendborg til Slettestrand. Her blev den oprindeligt tomastede kvase løftet af blokvognen ved værftet i Slettestrand - i øvrigt til stor opmærksomhed for lokale og forbipasserende.

- Otto Rud er nationalt klenodie og den største af de gamle klinkbyggede skibe, der er bevaret i Danmark. Så det er et stykke maritim kulturarv, vi nu har fået til Slettestrand, siger Thomas Højrup, der er bestyrelsesformand hos Han Herred Havbåde.

Båden blev bygget i 1898 i Frederikssund og navngivet "Otto Rud". Ifølge Thomas Højrup er der tale om datidens allermest moderne fartøj. Den sejlede i de første mange år på Isefjorden, Kattegat, Skagerrak og Limfjorden.

- Den havde en dam i bunden, dvs. der var boret huller i lasten, så den var fyldt af frisk havvand. På den måde kunne fiskene holdes levende, og derved kunne man få en høj pris for sine fisk, siger Thomas Højrup.

I 1932 blev "Otto Rud” solgt til Mathiessens Åleeksport i Bredballestrand ved Vejle, hvor båden fik navnet "Otto Mathiassen". Den blev kendt på de skandinaviske kyster ved sine besøg på de utallige fiskerlejer for at opkøbe levende ål til eksport. På grund af sin bredde lå den meget roligt i søen til gavn for de levende fisk i lasten. I 1959 blev båden overtaget af en fisker i Troense, og ti år senere overtog brødrene Kiersgaard den kendte båd og fik udmærkelse for dens restaurering. Siden har ”Otto” skiftet ejerskab flere gange. I 2017 overtog Skibsbevaringsfonden båden, der er klassificeret som ’umistelig maritim kulturarv’, for at sikre den for eftertiden.

Det forventes, at der kommer til at gå to til tre år, inden "Otto" igen er tilbage i topform. Foto: Han Herred Havbåde

Skibsbevaringsfonden valgte Han Herred Havbåde til at håndtere den meget gennemgribende restaurering. Værftet i Slettestrand er det eneste i Danmark, der bygger nye klinkbyggede både til erhvervsfiskeri. Klinkbygningsteknikken går ud på, at de tynde, langsgående planker overlapper hinanden, og er nittet sammen. Dermed kan den lette båd tåle at blive vredet i søen og ramme en revle uden at blive utæt.

Det bliver en udfordrende og omfattende opgave at få "Otto" tilbage i fordums tiders stand. Båden er kølsprængt, hvilket vil sige, at kølen buer opad på midten i stedet for nedad, og en stor del af træet i skroget skal udskiftes for at få den gamle facon tilbage. Men netop den opgave er de specialister i på værftet i Slettestrand. Ifølge Thomas Højrup ventes arbejdet at tage to til tre år, og i den forbindelse er Han Herred Havbåde på udkig efter en dygtig bådebyggersvend og lærlinge, som har lyst til at arbejde med på "Otto".

- Der er unge, som brænder for skibe, sejlads og træhåndværk, og dem er vi interesserede i at høre fra. Vi er på udkig efter unge mennesker m/k - gerne fra lokalområdet - som har lyst til at bruge deres evner i en håndværksmæssig sammenhæng, siger Thomas Højrup.

Det skabte opmærksomhed, da den store båd blev læsset af i Slettestrand. Foto: Han Herred Havbåde

- For en lærling er der her tale om et utroligt spændende projekt, fordi Otto’s facon er en udfordrende opgave. Der er mange, som går på bådebyggerskolen, men der er kun få, der kan få læreplads på et klinkbygningsværft med erfaring i store nybygninger til erhverv, så det her er en unik mulighed for en lærling.

I de kommende to til tre år skal "Otto" gennemgå en omfattende renovering på værftet i Slettestrand. Foto: Han Herred Havbåde

Thomas Højrup forventer, at der fortsat vil være brug for, at nogle kan udøve erhvervet som faglært bådebygger efter klinkbygningsteknikken.

- Så længe der er kystfiskeri, er der behov for dygtige fagfolk, der kan håndværket. Vores gamle bådebygger kan ikke fortsætte i al evighed, så vi skal have den nye generation lært op i klinkbygningskunsten. Desuden er klinkbådebyggere stærkt efterspurgte i andre brancher, fordi de kan skabe alle de krumme former og arbejde uden tegning, siger Thomas Højrup.

Endnu er det uvist, hvad der skal ske med "Otto", når den står som ny. Thomas Højrup forudser mange anvendelsesformål - eksempelvis til undervisning, dannelse, sejlads med skoleelever og ungdomsklubber. 

- Der vil givetvis være stor efterspørgsel efter "Otto", når den er færdigrenoveret, men vi ved endnu ikke, om der vil være interesse for at bevare og bruge den her på egnen, siger Thomas Højrup.

Klinkbyggede både 
  • I Norden har man fra tusinde år før vikingetiden bygget træbåde efter en særlig metode, hvor bådens skrogskal skabes af langsgående planker, der overlapper hinanden i yderkanterne, og her holdes samlet med syninger eller skibsnagler. Båden afstives derefter indvendigt med tilpassede ’spanter’, der udgør bådens ribben. Denne byggemetode kaldes klinkbygning, og i dag er det kun i Norden og på de britiske øer, at traditionen for at bygge efter denne metode stadig er i brug.

  • I 2021 blev de nordiske klinkbådstraditioner optaget på UNESCOs liste over menneskehedens immaterielle kulturarv.
  • I 2007 gik Han Herred Havbåde i gang med at renovere/nybygge ældre havbåde samt etablere en lærlingeuddannelse. Værftet er i dag en selvstændig virksomhed, der bygger nye både til fiskerne i Thorupstrand, reparerer både på landingspladserne og varetager særlige antikvariske restaureringsopgaver. I alt tre lærlinge er uddannet fra værftet.
skibsbevaringsfonden.dk

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden